Side:Djævelens Naturhistorie.djvu/267

Fra Wikikilden
Denne siden er korrekturlest
Fjortende kapitel.
Den latterlige og den ærlige djævel.

Djævelen i den folkelige opfataing. — Latterlig hæslighed. — Djævelen holdt for nar. — Den dumme djævel. — Spilopper og bedragerier, som han blev gjenstand for. — Mysteriernes djævle. — Benevenuto Cellinis duftende beretning. — De nøitrale engle. — Den tjenstvillige djævel. — Taknemmelighed hos djævelen. — Grev Elenos tjenere. — Andre eksempler. — Den troende djævel. — Djævelen som mand af ære. — Astaroth og Farfarello. — Djævelens omvendelse. — Djævelens skriftemaal. — Den ubodfærdige djævel.

Satanas fremtræder i tvende forskjellige og hinunden modsatte skikkelser, som seierherren og som den beseirede. Som seierherre er han skrækkelig at skue og fylder sindene med frygt og gysen; som beseiret forekommer han os jammerlig og vækker han latter og foragt. Selv de, som tidligere har sitret ved hans navn, fatter da mod paanyt og gjør lystig nar af ham. Der er endnu ogsaa det at bemærke, at bortset fra hans kun altfor hyppige nederlag kunde Satan i folkebevidstheden ikke ganske opretholde sin skrækkelighed, men maatte under visse betingelser antage en mildere, jeg kunde gjerne sige en mere menneskelig karakter. Folket har i kraft af sit hele aandelige væsen, og navnlig som følge af et sjæleligt, indre behov, til alle tider levet mere eller mindre i et fortroligt forhold til sine guddomme. De kristne