folk har jo ikke alene set englene og helgenerne og selve jomfru Maria, men endogsaa Jesus Kristus og Gud fader stige ned fra himmelen, svæve omkring gjennem verden, træde ind i menneskenes boliger, sætte sig til bordet og tage sig af tusen forskjellige forretninger. Hvorfor skulde folket saa ikke undertiden ogsaa have tillagt djævelen en lignende fortrolig karakter, hin djævel, om hvem det troede, at han uafbrudt befandt sig i dets midte, og hvis navn saa hyppig vendte tilbage i dets tale? I en stor mængde folkelige sagn og fabler støder vi paa en djævel af helt anden art end theologernes og de asketiske legenders, en i skikkelse og natur menneskelignende djævel. Han har et hus som andre mennesker og sine gjøremaal og bekymringer, omtrent som en landmand eller arbeider kunde ha dem; det er en djævel, som spiser, drikker og har klær paa, som undertiden er gjældbunden, undertiden syg, og som har lidet eller intet omtrent tilbage af djævelen. Denne tæmmede djævel bærer ikke mere høitidelige og skrækkelige, men ydmyge, snart latterlige, snart kjærtegnende navne: Farfanichio, Fistolo, Berlic, Farfarello, Tentennino, Culichia, Tiechi Tacchi i Italien, Old Nick, Grooseberry i England, Don Martin eller Martin Pinjol i Spanien og saa fremdeles[1].
Gjennem hele middelalderen havde den skikkelse, hvori man afbildede djævelen, vistnok noget skrækkeligt, men dog i endnu høiere grad latterligt ved sig.
- ↑ Herhjemme er »Gamle Erik« jo, som bekjendt, en i vore folkeeventyr hyppig forekommende person, der næsten bestandig trækker det korteste straa, er til latter og ofte kommer i den jammerligste knibe som f. eks. i eventyrene »Gutten og fanden« og »Smeden, som de ikke turde slippe ind i helvede.
O. a.
