umiddelbart af ham og ikke af det kunstige hoved var det, han erholdt det tvetydige svar. Om sin nær forestaaende død underrettes paven ved en vældig larm af djævle, der kommer for at hente hans sjæl. Han befaler, at stykkerne af hans syndbelastede krop skal man læsse paa en oksevogn og begrave ham der, hvor dyrene stanser af sig selv. Hans ben rasler inde i marmorkisten, og denne sveder ud en mængde vand, naar en paves endeligt staar for døren. Enkelte som krønikeskiiveren Sigebert (død omkring 1113), kjender ikke til nogen bod; disse har en beretning, efter hvilken den slette Kristi stedfortræder blev hentet af djævelen.
Silvester II var forresten ikke den eneste pave, hvem legenden har paaduttet syndig omgang med djævelen. Johan XII, Benedikt IX, Gregor VII, Alexander VI blev ligeledes beskyldt for at have solgt sig til ham, mod hvis ondskab og snarer det tvertimod havde været deres pligt at værge den dem anbetroede hjord.
Legenden om Herbert leverer os eksempel paa et af hine bedrageriske midler, af hvilke djævelen betjener sig for at narre dem, der har sat sin lid til ham, uden alligevel bent frem at bryde sit tilsagn: tvertimod opfylder han det troligt efter bogstaven. Et andet nævneværdigt eksempel har vi i den legende, der er opstaaet over et berømt offer for inkvisitionen, Cecco d’Ascoli, Acerbas forfatter, Dantes medbeiler.
Her er ikke stedet atter at fortælle hans sørgelige historie, hvorledes han førstegang blev dømt i Bologna af inkvisitoren Fra Lamberto del Cingolo,[1]
- ↑ Fra ɔ: broder.
