været flere, men den hovedsagelige maa uden tvil føres tilbage til den jødiske „eneste guds“ (monotheismes) egen natur, som efter sit eget væsen meget vanskeligt kunde tillade en skarp dualistisk opfatning. Jehovah er en absolut gud, en despotisk herre, yderst skinsyg paa sin egen magt og anseelse. Han kan ikke taale, at der optræder væsener overfor ham, selv om de er ham underlegne i magt, som tør tillade sig at modarbeide ham, at bære sig som modstandere af ham og driste sig til at forstyrre hans værk. Hans vilje er den eneste lov, som styrer verden, og som alle magter adlyder, hine hedenske guder muligvis alene undtagne, hvis tilværelse ikke blir benægtet, men ikke som levende bestanddele udgjør en del af Jehovahs religion. Derfor viser Satanas sig i Hjobs bog som etslags bestillingsmand hos Gud, der foranlediger guddommelige domsafsigelser og prøvelser. Men endvidere. Man behøver bare at give en smule agt paa Jehovahs væsen for straks at opdage, at der ved siden af en saadan gud maa blive liden plads tilovers for en djævel. Hos Jehovah er de mod hinanden satte magter, de hinanden modvirkende moralske elementer, som efter sin adskillelse frembringer dualismen, endnu indbyrdes sammenblandet, noget, som unægtelig ikke skal kunne bibringe os et særdeles høit begreb om moralen hos de gamle hebræere. Jehovah er vred, grusom og ubønhørlig, de af ham paalagte straffe staar i intetsomhelst forhold til overtrædelserne; hans hævn er æ?dsom og meningsløs og rammer uden forskjel skyldige og uskyldige, mennesker og dyr. Han plager sine fromme med taabelige forskrifter
