I Hjobs bog finder vi endnu Satanas blandt himmelens engle, og han er der ingenlunde nogen modstander af Gud eller forstyrrer af hans værk. Han tviler paa Hjobs fromhed og standhaftighed og gir foranledningen til den prøve, som skal styrte Hjob fra den høieste lykke i elendighedens dybeste afgrund. Han helder ikke til synden og foraarsager ingen ulykke, men han tviler allerede paa fromheden, og nogle af de lidelser, som rammer patriarkerne, kommer fra ham.
Lidt efter lidt vokser Satanas og fuldstændiggjør sig. Zacharias fremstiller ham som det udvalgte folks fiende og anklager, der forsøger at frarøve det den guddommelige naade. I Visdommens bog er Satanas en forstyrrer og fordærver af Gruds værk, fristeren, som af misundelse forførte de første mennesker til synd og af misundelse bragte døden ind i verden. Han er den gift, som fordærver og besudler skabningen. Men i Henochs bog og navnlig i dens ældste del er djævlene simpelthen engle, som har forelsket sig i menneskets døtre og i den grad indviklet sig i materiens og sanselighedens garn, at det ser ud, som om man gjennem denne opdigtning (fiktion) vilde undgaa den antagelse, at der skulde gives en klasse af oprindelig djævelske væsener. Derimod blir i en senere del af samme bog djævlene til jætter, som er udsprunget af hine elskovsforhold.
I rabbinernes lære erholder Satanas et nyt udseende og nye egenskaber, men i det gamle testamente fremtder hans skikkelse endnu saare sjelden og blir næsten forsvindende i sammenligning med, hvad han senere blev. Aarsagerne hertil kan ha
