som for inkvisitionens domstol tilstod, at de havde kjendt Antikrist og besøgt ham.
Men aarene gik hen og gjorde en løgn af disse profetier, mod hvilke der forøvrigt blev fremsat ikke saa faa og det ganske vægtige grunde af folk, der var mindre lettroende og havde en mindre livlig fantasi. Endnu havde ikke fordærvelsen og ugudeligheden aldeles ødelagt menneskeslægten. Endnu var ikke den romerske kirke omstyrtet, og denne maatte, saa saare den rædsomme modstander viste sig, jo være gaaet helt og holdent tilgrunde. Endnu var Antikrist ikke kommet, men det turde nok hænde, at han ikke vilde lade vente paa sig saa længe. Man kjendte samtlige handlinger i hans liv, som dreiede det sig ikke om noget tilkommende, men om noget forbigangent. Som en hovedbetingelse for sit sædelige ødelæggelsesværk og sit herredømme skulde han samle den hele verdens rigdomme i sine hænder. Alexander den stores berømte mur og de store jernporte skulde han rive ned, og Grogs og Magogs afskylige folk skulde bryde ind som et uimodstaaeligt ocean. Den ridder eller feltherre havde aldrig været til, der kunde komme op imod ham i tapperhed og krigsvidenskab. Ingen skulde kunne modstaa hans vaaben, byer og riger skulde han herje med blod og ild, med egen haand ombringe profeterne Enok og Elias, der skulde stige ned til forsvar for kirken; han skulde paa sit hoved samle alle kroner og sidde paa thronen som eneste konge over den erobrede jord. Men saa følger derpaa den uundgaaelige, velfortjente straf: den afskylige usurpator, Satans søn og forkjæmper, skal omkommes af Kristus selv eller
