intet, strakte haanden ud og gav ham brevet. Djævelen vovede ikke at tilbagevise det bekjendte segl, læste brevet og løftede straks armene mod himmelen: „Almægtige Gud“, raabte han, „hvorlænge vil du bære over med Palumbos ondskab?“ Og uden at spilde tid udsendte han to af sine tjenere, forat de skulde fratage Venus ringen, som hun ogsaa efter megen modstand gav slip paa. Saaledes fik ynglingen sit ønske opfyldt og kom i fuld besiddelse af sin hustru, men da Palumbo hørte, at djævelen havde besværet sig over ham hos Gud, forstod han, at hans ende var nær. Derfor lod han sig frivilligen alle lemmerne afhugge og døde udi elendig pænitents, efterat han for paven og det ganske folk havde bekjendt sine uhørte skjændselsgjerninger.
Saaledes fortæller Wilhelm, og tilsidst beretter han ogsaa, at endnu paa hans tid mødrene i Rom og den hele tilstødende provins pleier at fortælle sine sønner denne historie, forat den kan blive efterverdenen overleveret.
Jeg kan ikke forlade succubi uden at nævne, at den skjønne Helena, der i legenden omtales som Simon magierens konkubine, efter den bedst begrundede mening var en djævelinde, og at der om elskovsforbindelser med succubis yderligere berettes af Cazotte i en sælsom novelle, betitlet „Den forelskede djævel“, og af Balzac i en af hans „Løierlige fortællinger“.
At tvinge djævlene til at forlade de fremgangsmaader, som de nærede forkjærlighed for, var ikke let og hellerikke uden fare. I en af de utallige legender om den hellige jomfru blir der berettet
