lydighed. Man lovede ham til belønning at fylde prestesækken med guld, om det lykkedes ham at forene ægtefællerne. Han anstrængte da sin kunst til det yderste og skrev et brev, som han overrakte ynglingen, idet han sagde til ham. „Gaa paa den og den tid af natten ud paa korsveien, der hvor veien deler sig i fire, og giv agt paa, hvad du kommer til at se. Mange menneskeskikkelser vil der drage forbi, mænd og kvinder, unge og gamle, fattige og rige, tilhest og tilfods, nogle med panden sænket mod jorden, andre med stolt løftet ansigt, og i deres miner og bevægelser vil du løse enten munterhed eller sørgmodighed. Tal ikke med nogen, selv om nogen skulde snakke til dig. Efter denne mængde vil en høiere og mere sværbygget skikkelse vise sig, siddende i en vogn; ham overrækker du i taushed brevet, og dit ønske vil straks blive opfyldt, saasandt det bare lykkes dig ikke at tabe fatningen“. Ynglingen fjernede sig, begav sig om natten til det betegnede sted og saa i virkeligheden alt, hvad presten havde sagt ham. Mellem dem, der drog forbi, saa han ogsaa, ridende paa et mulæsel, en kvinde, udstafferet paa glædespigers vis, med haaret hængende ud over skuldrene og et gyldent belte om hofterne. Hun holdt i haanden en gylden stav, som hun styrede dyret med; saa tynde var hendes klæder, at hun næsten syntes nøgen, — ja, hun pralede med sin nøgenhed. Den sidste endelig, der syntes at være herskeren, fæstede sine skrækkelige øine paa ynglingens ansigt og spurgte ham fra sin prægtige vogn, der var helt bygget af smaragder og perler, hvad han var kommet hid for. Men ynglingen svarede
