statyens finger bøiet ind imod haandfladen, skjønt den før havde været udstrakt. Han strævede længe forgjæves med at trække ringen af eller brække fingeren af, fortiede hændelsen for sine venner, forat de ikke i hans nærværelse skulde gjøre nar af ham eller i hans fraværelse hemmelig skaffe ringen bort, og gik stiltiende sin vei. I nattens mørke vendte han atter tilbage med nogle fortrolige, men fandt til sin forbauselse fingeren atter udstrakt og ringen forsvunden. Han fortiede tabet, lod sig atter bringe i muntert humør ved sin hustrus kjærtegn, og da tiden for at gaa tilsengs var kommen, la han sig ved siden af hende. Men neppe havde han gjort dette, før noget tæt, taageagtigt søgte at trænge sig ind imellem ham og hende, noget, man bare kunde føle, ikke se. Denne hindring forbød ham enhver tilnærmelse til hustruen, og han hørte en stemme, der sa til ham: „Lig hos mig, thi ogsaa mig har du ægtet. Jeg er Venus, paa hvis finger du har stukket ringen; jeg besidder den og gir den aldrig mere tilbage.“ Forskrækket ved dette under vovede ynglingen intet og kunde intet svare; han laa der søvnløs den hele nat og grublede i taushed over hændelsen. Og lang tid fremover følte han og hørte han uafladelig det samme, saa ofte han forsøgte at nærme sig sin hustru, men var ellers fuldkommen kraftig og dygtig til alting. Endelig, bevæget af sin hustrus klager, aabenbarer han altsammen for sine forældre, der holdt raadslag ning og meddelte det hele til en prest fra forstaden ved navn Palumbo. Denne prest besad den magt gjennem sortekunst at besværge magiske skikkelser, at indgyde dæmonerne skræk og tvinge dem til
