verden drog kjendsel paa dem og følte mere end engang vægten af deres onde magt.
Tingen er forøvrigt ikke ganske klar. Hvorledes bar djævlene sig ad med at avle? At de kunde det syntes at fremgaa af et sted i genesis, der synes at sige, at englene pleiet omgang med menneskenes døtre og havde med dem avlet jætter, og mange var af den tro, at disse syndefulde engle, som havde besudlet sin himmelske natur med det menneskelige smuds, det var just djævlene. Desuagtet reiste der sig mangehaande tvil; denne paastand af store og smaa theologer mødte megen modsigelse, og der var liden samstemmighed i meningerne. Efter kabbalisterne, parrer djævlene sig hyppig indbyrdes og forplanter sig paa samme vis som menneskene. I Tyskland taler almuen endogsaa om djævelens bedstemor,[1] en ikke saa ondskabsfuld dame endda med nihundrede hoveder, og i Syditalien kjender man hans mor og nævner hende ofte. Rabbinerne kalder Samuels fire kvinder for mødre til utallige djævle. Grækeren Mikal Phello, keiseren af Konstantinopels sekretær, munk paa bjerget Olympus i Bithynien, filosof, mathematiker, læge, alkymist og theolog, der levede omkring slutningen af det ellevte aarhundrede, forsikrer i en afhandling over djævlenes værker, at djævlene meget godt kunde avle, da de var forsynet med alt, hvad dertil var nødvendigt. Men netop herom er det; meningerne splittes. St. Thomas af Aquino, St. Bonaventura og mange andre theologer siger bestemt, at djævlene havde ingen egen sæd, kunde følgelig heller-
- ↑ Hos os: oldemor
