kjendte del af det atlantiske ocean, som bar navnet „det mørke hav“, og som vrimlede af undere og farefuldhed, helvedesfyrstens sorte jættehaand ved synskredsen rage midt op af vandet som en frygtelig trusel for altfor dumdristige seilere. Saaledes hæver Satans haand sig mørk og skrækkelig midt i middelalderens verden over byerne, der flokker sig om de taarnprydede kirker som hjorden omkring hyrden. Denne, sindene beherskende skræk, tar skikkelse, farve og form i de sælsomme beretninger, i de dystre legender, i den hele forpinte, uformelige kunst. Vilde man paastaa, at den store masse af troende i middelalderen mere lededes af frygt for Satan end af kjærlighed til Gud, mere af gysende skræk for helvede end af længsel mod paradiset, — man vilde kun sige sandheden. Tusen udveie havde man opdaget til at modstaa den frygtelige modstanders magt og gjøre hans kunster til intet, men man gik endnu videre; man søgte at formilde hans ondskab, at berolige hans raseri, som man vilde gjøre med en ondskabsfuld, men overmægtig gud. Satan erholdt bønner, gaver og ofre. En fransk benediktiner, Pierre Bersuire (d. 1362) fortæller i en af sine „moralske eksempler“ følgende historie: I en bjergkl??ft ved byen Norcia i Italien ligger en sjø, som er beboet af djævle. Disse griber alle og enhver, der nærmer sig stedet, troldmændene af profession undtaget. Rundt omkring sjøen er opbygget en mur, som blir bevogtet, forat heksemestrene ikke skal komme hen til den og kunne hellige fienden sine bøger. Men det skrækkeligste er, at samme by hvert eneste aar maa sende ud til sjøens bred som en
