skifte mellem dag og nat og til aarstidernes rækkefølge. Forestillingernes forskjellighed, omdannelserne og begivenhederne, hvorunder forestillingerne tager form og ytrer sig, skjænker os et billede ikke alene af det folks væsen og civilisation, hvis tro de tilhører, men ogsaa af klima, af jordbundens naturlige beskaffenhed og omskiftelser i dens historie. Beboeren af de hede lande gjenkjender den onde aands virksomhed i ørkenvinden, der gjør luften glødende og afsvider markens sæd; de nordlige havkysters beboere tilskriver ham kulden, der bringer alt liv omkring dem til at stivne og truer dem selv med døden. Hvor jordbunden ofte rystes af jordskjælv, hvor vulkaner spyr ud ødelæggende aske og lava, tænker mennesket sig lettelig underjordiske dæmoner, ondskabsfulde, under bjerge begravede kjæmper, eller indgange til helvede. Der, hvor hyppig storme formørker himmelen, forestiller det sig dæmoner, som hylende flyver gjennem luften. Falder en fiende ind i landet, erobrer det og lægger det under sig, vil det underkuede folk ikke undlade at tilskrive den onde aand eller de onde aander, som det tror paa, de mest forhadte egenskaber hos sine undertrylekere. Religionen er saaledes det sammensatte resultat af en mængde aarsager, som ikke altid lader sig tælle op og regne sammen. Grækerne havde ingen egentlig Satanas, hellerikke romerne, og det kan se besynderligt ud, at de, som havde gjort guder af en masse abstrakte begreber, som f. eks. ungdom, endrægtighed og blufærdighed, ingen virkelig guddom havde skabt af det onde. Desuagtet er der ikke i grækernes og romernes religion mangel paa hinanden modstridende
