magter, paa skikkelser, som til en vis grad frembyder to sider, og trænger man en smule dybere ind i de to folks natur, deres livsforhold og historie, finder man, at dualismen neppe kunde antage nogen anden skikkelse hos dem end den, som den saaledes fik. Man maa saaledes betænke, at der i Grækenland og Rom ingen hellig sædelære, ingen egentlig guddommelig lovbog fandtes.
En særegen form og en eiendommelig karakter erholder dualismen først i jødedommen og derpaa i kristendommen. Og om der ogsaa i de mindst udviklede (primitive) religioner forekommer spirer til en Satanas, den egentlige djævel, med de egenskaber og attributer, som tilsammen former hans personlighed, ham finder vi alene i disse to religioner eller igrunden fortrinsvis bare i den sidste, i kristendommen.
I den mosaiske bekjendelse indtager Satanas. endnu en temmelig beskeden plads, — man kunde betegne det saaledes, at han her bare er barn og gut, men ikke naar mandsalderen. I skabelseshistorien er slangen bare det klogeste og mest forslagne af alle dyr og blir først ved en senere fortolkning forvandlet til djævelen. Hele det gamle testamente kjender kun til Belzebub som en guddom hos afgudsdyrkerne; herved er at bemærke, at hebræerne, før de fornægtede hedningernes afguder, noget, de rak frem til temmelig sent, holdt dem for virkelige guder, der kun lidet stod tilbage for Jehovah, deres nationalgud, i magt og hellighed. Og nu siger første bud i
