skytsengelen, der dog aldrig forlader mennesket, men meget mere forsvarer det af al kraft, undertiden kun kan yde liden hjælp. Djævlene, siger Ricalmus, svæver i luften som støvfnuggene i solstraalen, ja luften selv er, kan man sige, en gelé af djævle, som mennesket er dyppet og dukket under i. Ogsaa kan man sige: djævlene dækker mennesket som skallet skildpadden og ligger over os som et lag aske. En munk — endnu novice (ɔ: nyoptagen klosterlærling) — saa en kveldstund efter aftenbænnen en skylregn af djævle styrte ned fra himmelen og flyde afsted i vildt svulmende bølger, saaledes at hele forgaarden blev oversvømmet. Og regnet holdt ved at strømme, helt til han fire gange havde fremsagt salmen „Beati quorum“ i sin helhed. Som man ser, havde hine kabbalister ikke ganske uret, der paastod, at hvert eneste menneske har tusen djævle til sin høire og titusen til sin venstre side, foruden at det desuden havde nok af dem baade foran, bag og over sig, og at luften var aldeles mættet med djævle, det bevises noksom ved eneboeren Gutlaco’s vidnesbyrd, thi han saa dem trænge ind i sin celle gjennem dørsprækkerne.
Efter enkelte gnostikere er naturen et værk af de fordømte engle, og materien er det onde, mod sætningen til Gud. Albigenserne bekjendte sig til samme lære. Uden at være saa kategorisk (ɔ: afgjørende) nærmer middelalderens ortodokse tro sig til dem, idet den er tilbøilig til at betragte hele naturen som syndig, som kommet i Satans vold efter
