saltkorn, da salt er et mægtigt middel mod djævlene. Alt dette og endnu meget andet fortæller Ricalmus en discipel. Den raslen, som hans klæder, naar han bevæger sig, synes at frembringe, er djævlenes sladder. Alslags larm, der udgaar fra menneskets legeme eller andre ting, er ligeledes et værk af onde aander, dog ikke klokkernes klang, som frembringes af gode aander. Hæshed, tandsmerter, visse forsvagelser af stemmen, feiltagelser ved læsning, bevægelser og luner hos syge, sørgmodige tanker, og tusen smaa tilfældigheder i legemets og sjælens liv, skriver sig fra djævlenes magt. Alt, hvad godt vi siger, kommer fra englene, og det onde, vi iværksætter, fra djævlene, saaledes at jeg, siger den arme Ricalmus, ikke mere ved, hvad jeg skal sige. Den fordel havde han idet mindste at høre alle de samtaler, som djævlene førte sig imellem, og kjendte saaledes alle deres planer og kneb. Dette var djævlene meget ubehageligt, men det var deres egen skyld, thi istedetfor at benytte sig af et Ricalmus ubekjendt sprog, fortsatte de haardnakket med at snakke latin og gjorde sig umage for at tale det korrekt.
For at værge sig mod helvedeshærens angreb gjorde Ricalmus uafbrudt fra morgen til kveld korsets tegn over ansigt og bryst med den høire tommeltot i venstre haand og raadede til at slaa kors for hele legemet, saalangt det bare var nmligt at naa med hænderne. Han tilstod forøvrigt, at ogsaa korsets tegn hos en masse djævle undertiden ingen virkning gjorde, som et vaaben, man ikke kunde gjøre brug af, fordi Senderne trængte paa i for stort antal. Dette gir ogsaa forklaringen paa, hvorfor selv
