besatheden i visse tilfælder kunne bestaa sammen med den dybeste fromhed og ivrigste andagtsøvelse.
Den besattes aandsevner syntes snart forkuede og sløve, snart — og det var somoftest tilfældet — forhøiede og skjærpede. Der gaves stumme, og der gaves snakkesalige besatte. En masse af dem forstod sprog, som de aldrig havde læst, afslørede dybt fordulgte hemmeligheder, paaviste de steder, hvor man kunde gjenfinde tabte eller stjaalne gjenstande, berettede fuldstændig som øienvidner om begivenheder i fjerne lande og forudsagde endogsaa fremtiden. En særegen tilbøilighed hos besatte var det at bekjendtgjøre ikke skriftede synder hos folk, der kom til dem; mere end én djævlebesværger modtog den ubehagelige overraskelse, mens han ofrede sig for sit besværlige kald, offentligt at høre fremsagt den lange og lidet opbyggelige liste over sine synder.
Besatheden, der hyppigere forekom hos kvinder end hos mænd, antog undertiden smitsom karakter. Af en første besættelse opstod en anden, en tredje, og ligetil hundrede kunde blive angrebet. Dette var grunden til, at man i kort tid kunde se beboerne af en hel landsby, eller munkene og endnu hyppigere nonnerne i et helt kloster gribes af besathed. Man behøver bare at minde om ursulinerinderne i Loudun, et af de mest bekjendte og yngre eksempler. Med abbedissen, søster Giovanna degli Angeli, i spidsen blev klostrets sytten nonner samtlige besatte af djævelen, og de afsløringer, som de kom med overfor besværgerne og domstolen, kostede den stakkars Urban Grandier, der havde været deres skriftefader, livet, idet han blev brændt som troldmand. Nonnerne af
