smudsigste og væmmeligste ting, noget som ogsaa syntes at staa i god samklang med djævelens smudsige natur. Til gjengjæld la andre besatte en dyb modbydelighed for alslags spise for dagen og kunde uden spor af skade holde ud at faste i lange tider. Med den, som de havde besat, gjorde forresten djævlene, hvad der behagede dem. De forøgede deres krææfter hundredefold eller lod dem falde i afmagt eller faa katalepsi, løftede dem op fra jorden og lod dem svæve i luften, eller slængte dem til jorden, foldede dem sammen, satte dem paa hodet, tullede dem ihop, lod dem snurre rundt som en top, rulle afsted som et tøndebaand, slaa kolbøtter, gestikulere og vride og bære sig paa tusen sælsomme, latterlige og skrækkelige maader. Eller de lod dem gjø som hunde, brøle som aber, skrige som ravne, hvisle som slanger, hyle som fordømtes sjæle, og hyppig slog der flammer eller ildelugtende røg ud af munden paa dem. Medens de saaledes blev behersket af djævelen, havde mange besatte magert ansigt, glasagtige øine, askegraa hud, sammensunket legeme; andre derimod saa kraftige, fede og blussende ud og afgav nye beviser paa de djævelske kunsters mangeartethed.
Dette var de undere og sjeldenheder, der ledsagede den ydre tilstand, men de aandelige og moralske undere og sælsomheder var endnu langt mærkværdigere.
Den besattes moralske person var aldeles snud op og ifed paa og forandret paa mangfoldig vis, ikke sjelden helt og holdent tilintetgjort eller sønderdelt og formindsket. Der var ikke mere bare en eneste sjæl i ham, men idetmindste to, og der kunde være
