ung frue i Toscana skulde begive sig til en høitidelighed, hvorved en kirke blev indviet til den hellige Sebastian. Natten forud for høitideligheden hayde hun søgt og modtaget sin ægtefælles kjærtegn. Da hun om morgenen betraadte det hellige hus, blev hun straks anfaldt af en djøvel, som, da han blev besværget, sprang løs paa presten. Derpaa blev fruen, som tydeligvis kun var ufuldkomment helbredet, bragt til nogle besværgere, men hvis hele kunst alligevel bare bragte det til, at hun ovenikjøbet blev anfaldt af 6,666 nye djævle. Endelig veg disse for en hellig mand ved navn Fortunato’s bønner. En besat, som St. Ubaldo befriede med stor møie, havde 400,000 djøvle i livet. Paa den anden side har man ogsaa set, at en enkelt djævel besatte flere personer samtidig. Naar man spurgte ham, sagde djævelen sædvanligvis sit navn og forklarede grunden til, at han var faret ind, og maaden hvorpaa.
Besatheden gav sig tilkjende i et stort antal sælsomme eller underbare, for en del fysiske (legemlige), for endel psykiske (sjælelige) foreteelser. Hos den besatte var alle livsytringer og livsprocesser mere eller mindre forandrede eller ødelagte. Hos mange la besatheden sig navnlig for dagen i en ganske umaadelig graadighed, og historieskriveren Theodoreto fra det femte aarhundrede beretter et tilfælde med en kone, som daglig tog ikke mindre end tredive høns tillivs. Hyppig var denne graadighed ledsaget af en fuldstændig omvæltning i smag og behag, og da saa man de besatte begjærligt sluge de
