kring paa gulvet. Den hellige Gregorius Magnus beretter om en yngling, som i dødskampen troede, at han slugtes af en forskrækkelig drage. Hyppigt hørte ogsaa døende helvedestrompeternes frygtelige skingren, raslende, tordnende lyd af uhyre kjedler, af vældige ildsteder, af tunge hammere og tænger, af lænker og pinselsinstrumenter, som uophørligen blev bearbeidet af djævle og slængt hid og did, ligesom de ogsaa fornam de fordømtes uophørlige, fortvivlede, forferdelige jammerhyl.
Men langt nyttigere end obsession, saaledes som jeg har forklaret og beskrevet den, var possessionen for djævlene. Gjennem obsessionen skaffede de sin forbitrelse og misundelse luft, men ved besættelsen gjorde de sig til menneskets virkelige, uindskrænkede herrer. Ved obsessionen maatte de nøie sig med bare at friste og plage og lignede soldater, der beleirer en fæstning, som de — alt efter omstændighederne — kommer eller ikke kommer til at indtage; men naar de fra fristelse og obsession gik over til possession, da lignede de seirrige soldater, der har indtaget fæstningen og er blevet herre over altsammen.
Den, der fristes og martres af djævelen, er idet mindste endnu herre over sin egen vilje, men hvem djævelen har besat, han tilhører ham helt med liv og sjæl, og blir han ikke befriet af en anden, henslæber han en tid lang det mest jammerfulde liv, man kan forestille sig, hvorpaa han ufeilbarligen reiser lukt til helvede. Den besattes sjæl er en, af Satan i besiddelse taget, en sit eget liv berøvet sjæl,
