Side:Djævelens Naturhistorie.djvu/102

Fra Wikikilden
Denne siden er korrekturlest

af en sidste, krampagtig elskovstrang, samler resten af sin styrke og mumler: „?Jeg forlader dig aldrig, elskede!“ Han dør i dette øieblik, og djævelen trækker af til helvede med hans sjæl for al evighed. Ved andre anledninger gik djævelen anderledes frem: han paamindede den døende om alle af ham begaaede synder og overdrev dem mest muligt, dyngede endnu en hel mængde indbildte ovenpaa og forsikrede ham, at han var redningsløst fordømt, — altsammen forat han skulde dø i fortvilelse og virkelig skiilde blive fordømt. Eller han indprentede den døende den tro, at det var forsilde at angre nu, at angeren overhodet var til ingen nytte.

Hyppig gjorde djævelen det af med de døende, som allerede tilhørte ham. Den ærværdige Beda og den skikkelige Passavanti beretter historien om en lastefuld kavaler udi England, der engang vilde skrifte, da han allerede var syg, og døde under hænderne paa tvende djævle, der skar ham i stykker med to store knive, den ene nedenfra fødderne, den anden oppe fra hovedet. Cæsar af Heisterbach beretter om djævelske ravne, der med sine næb rev sjælen ud af brystet paa synderne.

Jeg har allerede sagt, at djævlene, naar de ingen anden skade kunde eller vilde gjøre, anstrængte sig for, at dødskampen skulde blive saa skrækkelig og fuld af angst som muligt. De døende skuer djævlene omkring sit leie, i jætteagtige, skrækkelige, sortagtige mænds lignelse, der fæster glødende, vidt opspilede øine paa dem; de ser dem flakse omkring i stuen som ravne og gribbe, ser dem hænge som slanger ned fra loftet eller som padder sprætte om-