Side:Diplomatarium Norvegicum 1-1.djvu/8

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er ikke korrekturlest


3. Selve de originale Breve lægges til Grund for Udgaven, forsaavidt de endnu eæistere. Afskrifter eller Aftryk – ældre og yngre – benyttes kun, naar Originalen enten bevislig er tabt, eller efter al Rimelighed utilgængelig for Udgiverne. Saaledes finder man i dette Hefte benyttet de Bartholinske Afskrifter i den Arnamagnæanske Samling i Kjöbenhavn af den bergenske Biskops Kopibog, hvis Original brændte i Ildebranden 1728; men intet Aftryk efter de övrige Bind af Bartholiniana eller Apographa Arnamagn., hvis Originaler i det Mindste for en Del endnu ere i Behold. Derimod meddeles en Samling af Pavebreve til Norge, udskrevne for faa Aar siden paa det norske Universitets Bekostning af de originale[1] Regester i Vatikanets hemmelige Arkiv i Rom, og hver for sig collationerede af Arkivaren Grev Marino Marini. Uagtet nemlig disse Afskrifter visselig ikke i Et og Alt ere paalidelige, er dog Haabet om en Protestants Adgang til deres yderligere Collationering saa misligt, og Manglerne i det Hele saa uvæsentlige, samt paa Grund af Sproget og Kurialstilen saa lette at berigtige, at vi have anseet en Opsættelse med deres Trykning unödvendig. En lignende Samling af Afskrifter fra Paris er derimod ikke nu benyttet, skjönt den synes at være paalideligere; thi her vil en Collationering i sin Tid lettelig kunne foretages, og denne bör derfor oppebies.

4. Diplomerne aftrykkes bogstavret efter Originalerne, forsaavidt det med Bogtrykkerskrift kan ske. Originalens Skriv- og Bogstavfeil bibeholdes, og de aabenbare Urigtigheder[2], som paa mangfoldige Steder ville findes, staa virkelig saaledes i Oldbrevet.

  1. Saaledes angives det i Monsignore Marinis egenhændige Attestation paa hver enkelt Afskrift. Vi have imidlertid, efterat nærværende Hefte allerede var færdigtrykt, bragt i Erfaring, at det er mere end sandsynligt, at disse Afskrifter ere af en ældre i forrige Aarhundrede besörget Afskrift af Originalregesterne, og deraf lade de mariniske Afskrifters ellers ubegribelige Feil sig forklare.
  2. Som Exempler paa slige Feil udtegne vi her nogle: No. 203 S. 168 Lin. 6 fra neden: jordan annare for jord annare; No. 227 S. 183 L. 7 nedenf.: hansæl mer nu at mer nu at; No. 227 S. 183 L. 11: stydagen f. tysdagen; No. 220 S. 178 L. 13 nedenfra: Swins f. Sweins, sam. Side L. 9 nederfra: hlafua f. halfua; No. 228 S. 184 L. 2 nedenfra: Maghusær f. Magnusær; No. 230 S. 185 L. 3: virlulax f. virdulax; No. 286 S. 227 L. 11: loghlaud og L. 17 loghloden f. loghbaud og loghboden; No. 299 S. 238 L. 10: a lytar doom f. alyktar doom. No. 482 S. 355 er i denne Henseende mærkeligst. Det har sokt for sokn, þaueit for þueit, Morex for Noregs o. s. v. Ligeledes bemærke vi her, at ð ofte i de senere Tider anvendes for d med en Vokal efter, især de, men ogsaa for du, som No. 415. S. 217 L. 3 og 4.