Hopp til innhold

Side:Diplomatarium Norvegicum 1-1.djvu/6

Fra Wikikilden
Denne siden er ikke korrekturlest

vente, at en Boghandler vilde overtage alle de dermed forbundne Udgivter, og vi skylde derfor i Videnskabens og Fædrelandets Navn det kgl. norske Videnskabers Selskab i Throndhjem vor erkjendtligste Tak for det liberale Tilskud, det paa vor Forestilling har bevilget til dette Heftes Udgivelse.

Planen for nærværende Diplomatarium afviger i en væsentlig Henseende fra den ved slige Arbeider sædvanlige. Man har hidtil anseet en streng Iagttagen af Tidsfölgen for en ufravigelig Betingelse for et Diplomatarium, saaledes altsaa at det samlede diplomatariske Apparat maatte være paa rede Haand, förend Trykningen paabegyndtes. Men da stedse nye Kildeskrifter bringes for Lyset, har man enten fra Tid til anden udsat med Udgivelsen, eller og paabegyndt denne, förend Apparatet var complet, og saaledes ved hvert Bind leveret Supplementer til de foregaaende. I förste Tilfælde blev Oldbrevenes Offentliggjörelse, som dog maa erkjendes for Hovedsagen, utilbörligt længe udsat, i sidste Tilfælde blev den chronologiske Ordning idelig forstyrret ved de mange mindre Supplementer, som i en ikke uvæsentlig Grad besværliggjör et vidtlöftigere Diplomatariums Brug, og tildels paralyserer det Fortrin, den chronologiske Anordning iövrigt i og for sig maa tillægges.

Af disse Grunde er en ny Plan lagt for nærværende Udgave, og da sammes Prövehefle hovedsagelig er udgivet for at erholde Sagkyndiges Dom angaaende denne Plan, skulle vi i Korthed fremsætte og motivere den.

1. Det norske Diplomatarium udgives i særskilte Samlinger eller Bind paa 50–60 Ark, ledsaget af Sag- og Navn-Register. Oldbrevene ordnes strengt chronologisk inden Bindet, saa at ethvert saadant begynder fra de ældste Tider, gaar til det for Samlingen satte Tidsmaal, Midten af 16de Aarhundrede, og saaledes i og for sig bliver et afsluttet, af foregaaende og efterfölgende Bind uafhængigt Helt. Herved vindes Fordele, som i deres Gavn for Videnskaben maa antages at overveie den strenge, efter Sagens Natur desuden ugjennemförlige Chronologisme. Saaledes kan den Mand, der har besörget Afskriften, ogsaa haabe at se Frugten af sit Arbeide inden han dör, medens han ellers alene maa arbeide for lykkeligere, ofte uskjönsomme Eflermænd, som opleve det Tidspunkt, da Apparatet erklæres fuldstændigt. Et eneste Bind er tilstrækkeligt for Sprogforskeren til at danne sig et anskueligt Billede af Sprogets Overgange og Forandringer, medens man, naar Chronologien strengt skal fölges, i de fleste Lande maa bie til Diplomatariets sildigere Bind, for at