Nomen, hvoraf Denominativet dannes, have sin Oprindelse af धा, d῾â, at sætte, eller af et Verbum analogt med det hindustanske देना, de(na),[1] at give, at lade, hvilket i dette Sprog jævnligen bruges som Hjælpeverbum.[2]
Denne har været i stadigt Brug til Dannelsen af Inchoativer, f. Ex. bátna, blive bedre, blána, blive blaae, bleikna, blegne &c; men synes at höre til Sprogformer opkomne efter Folkets Afsondring fra Urstammen, da Spor til lignende Suffix neppe er at opdage i Sanskrit. Man kan maaske tænke sig den opkommen ved Agglutination af Verbet ná, at naae, at komme nær til.[3]
Foruden Inchoativerne gives der mange Verba, med samme Endelse na, men disse ere denominative, der medbringe Suffixet fra vedkommende Nomen, f. Ex. gamna, gavne, af gamn, greina, adskille, af grein, jafna, jævne, af jafn, jarna, beslaae med Jern, af jarn, o. s. v.
De liqvide Bogstavers Beskaffenhed opfordrer ligesom til at blive brugte som Betegnere af det Continuativ iterative. Dette er derfor det ene Bibegreb, som hine Endelser bibringe Verbet. Men foruden dette, og ofte i Forbindelse dermed, betegnes derved ogsaa det Deminutive og Debilitative d. e. det Svage, det Langsomme, det Smaalige. Exempler være:
- paa Iterativa: biðla, beile, brutla, bytte ideligen, dextra, opvarte omhyggeligen, getrast, gjætte omkap, glitra, give Gjenskin, glóra, glimte, göltra, gaae frem og tilbage, hnuðla, valke, o. s. v.
- paa Continuativa (uden fremtrædende Iterativbegreb), 1. Tid: drolla, nöle, fostra, opfostre, hlera, lytte, hvila, hvile, kura, ligge i Roe, molla, hænge ved Arbeidet, skolla, være tilsyne, slora, opholde sig uden Nödvendighed, tora,
- ↑ nâ er Infinitivendelse. Sml. endvidere: vendo, venundo, pessundo, perdo, flecto, lacto &c.
- ↑ Garcin de Tassy, Rudiments de la langue hindoustani, p. 70.
- ↑ Noget Slægtskab med 9de Verbalclasse i Sanskrit, der föier nî og nâ til Roden, finder neppe Sted, da dermed ei forenes nogen inchoativ Betydning. Snarere turde Endelsen ania i Part. fut. pass. kunne sammenlignes.
