Side:Det oldnorske verbum.djvu/11

Regel, at til de Ord, som i Sanskrit endes paa en Vokal, kan i Prakrit tilföies ज्ज, ǵǵ, uden at han tilföier nogen Forklaring om Hensigten.^[1]

Adskillige af de sidst omtalte Verba saavelsem flere med Endelsen j(a) kunne sammenlignes med de sanskr. Denominativa paa j. Thi ligesom i dette Sprog mange Verba dannes af Nomina ved at indskyde dette Suffixum foran Flexionsendelserne, saaledes ofte ogsaa i Oldnorsk f. Ex. fylkja, stille Hæren i Orden, af folk, mylkja, malke, af miolk, tryggja, betrygge, af tryggr, þrengja, trænge, af þraungr, &c. Man sammenligne i Sanskrit तोहिताय*, lohitáj, at blive röd, af तोहित, lohita, सुखाय*, suk῾âj, at være glad, af सुख, suk῾a, Glæde, o. s. v.

Endelserne ta og da.

De fleste Verba med disse Suffixer ere denominative, oftest med factiv Betydning, saasom bleyta, blöde, bligða, bringe til at skinne, blota, offre til Afguder, brigða, forandre, freyða, skumme, hausta, höste, o. s. v.; mange paa ta tillige med iterativ Betydning, saasom dotta, smaanikke af Sövnighed, dratta, gaae med smaae Skridt, garta, gaae ofte forgjæves, glymta, brydes idelig, o. s. v. (cfr. lat. freqvent. paa to).

Grændsen mellem det radicale og det servile d eller t, er her ligesaa vanskelig at opdrage, som for de fornævnte Endelsers Vedkommende. At Endelserne ere servile i adskillige Ord, hvori de ved förste Öiekast synes radicale, formener jeg fremgaaer af Sammenligning med Sanskrit, f. Ex. ख्या, k῾jâ, nominari = hei-ta, री, rî, rudere, mugire = ry-ta, ली, lî, adhærere = ri-ða, प्लु, plu, natare, = fliô-ta, कॄ, kṝ spargere, = hreita, सह्, sah, tolerare, sustinere = sæ-ta, कन्, kan, lucere, kyn-da, tænde, o.s.v.^[2]

Burnouf har opdaget, at paa lignende Maade, sættes i Zend d῾ i Enden af Verbalrödder, som i Sanskrit ende paa en Vocal, men gjör ingen Bemærkning om, hvad Virkning dette Tillæg kan tilskrives,.^[3]

Saafremt den af Haughton fremsatte, ovenfor (S. 2) omtalte, Forklaring af Passivets Oprindelse ved Tilsætning af Verbet, at gaae, er rigtig, hvorimod jeg intet veed at indvende, turde Endelsen da og ta i saadanne Tilfælde, hvor Dentalen ei medbringes fra det

1. Lassen, Instit. l. Pracrit. p. 356—58, antager, at det er et Udtryk af det sanskritiske Precativ og Ptentialis.
2. Hvor i beslægtede Dialecter samme Verbum har forskjellige Endeconsonanter, bör disse formeentligen ei ansees for radicale, men for servile, f. Ex. got. skavjan = oldnorsk skoda, skue, see.
3. Journ. Asiat. IV. S. T. VII. p. 32.