LITERATEN
9
Han — jeg mener Literaten — var ellevild. Han levet, talte, gestikulerte, demonstrerte Og skrev av og til, en sjelden gang. Undertiden syntes jeg han vokste til en fantastisk sagnfigur, jeg skimtet Don Quijotes profil og en mægtig veirmølleving mot himlen. Men slik er det nok altid med en ny tidsånd. Den var ikke ny og den var ikke tidsånd, om den ikke var i slegt med Don Quijote, det udødelige i menneskeånden, det frygtløse, som gir sig ikast med hvad en døende tids alder kalder veirmøller. — Mig døpte han også fra første øieblik Sancho Panza. Jeg er tilfreds med denne rolle. Jeg formoder at det indebærer, at jeg i dette nye kapitel av Don Quijotes historie (tilgi mig arme dødelige, o udødelige Cervantes!), kapitlet av 1921, hvis hele planlæggelse Lite raten endda ikke kjender til, skal fungere som -en slags "spirit-guide", for å benytte mig av spiritistjargonens sisste store træfler : Jeg orienterer seancens publikum et par øie blikke på forhånd, jeg «kontrollerer" (tids)- ånden, før jeg slipper ham til (det kan trods alt sandelig trænges). Det er alt. Men det er ogsaa nok. Undertiden når jeg med min medfødte rationalistiske samvittighet reflekterer over det skridt jeg har tat, den reise jeg har git mig
