der dog deraf lader sig drage nogen slutning om, at ogsaa alle, som nævnes ved denne leilighed, have hørt med til dette. Rigtignok synes de fleste af dem at have været meget indflydelsesrige og høiættede mænd, som det maatte ligge meget nær at medtage i en saadan snevrere kreds af kongens raadgivere. Paa den anden side er der imidlertid heller ingen nødvendighed for at antage dette. Grænserne mellem det mindre og det større raad vare, som ovenfor bemærket, endnu i det hele taget saa ubestemte og vaklende, at man her vel maa vogte sig for alle forsøg paa at ville opstille saadanne.
Til hvad her er meddelt om det kongelige raad i kong Erik Magnussøns dage, maa endnu føies nogle afsluttende bemærkninger, der væsentlig angaa kanslerembedet og dettes stilling paa samme tid. Med raadets deling fulgte nemlig ogsaa en deling af dette embede, idet hver af brødrene havde sin særskilte kansler for sine landsdele. Bjarne Lodinssøn, som var kansler i 1281 og da maa antages at have fungeret som saadan baade for kongen og hertugen med deres samlede raad, synes snart at have trukket sig tilbage, – rimeligvis efter den egentlige formynderstyrelses ophør. Fra 1287 optræder i samme stilling hr. Baard Serkssøn, som dog kun var kansler for kongen og indehavde denne stilling indtil sin død, der indtraf omtrent samtidig med kongens. Hertug Haakons kansler var først hr. Erlend Gudbrandssøn, der forekommer i breve indtil 1290, – senere, ialfald fra 1293, Aake, der ogsaa beholdt denne stilling efter hertugens thronbestigelse.[1] Hvor kongen og hertugen for sig alene udstedte breve, er det natur- ligt, at de benyttede sin egen kansler. I de tilfælde, hvor et brev er udstedt af dem begge i fællesskab, benyttede de derimod samtidig begge kanslere. Dette sees saaledes at være skeet ved den af dem i 1289 udfærdigede kundgjørelse om forliget med Kampen.[2] Kanslerens nærværelse skulde efter regelen være nød-
- ↑ Smlgn. P. A. Munch, Det norske folks historie, IV, 2, s.278.
- ↑ Dipl. Norv. V, no. 18: herra Bárðr ok herra Erlendr, kancellarii okrar insiglaðu; Gabriel klerkr ritaði.
Thoressøn, om hvem der nedenfor vil blive meddelt forskjellige oplysninger. Rymeri foedera. I, 2, s. 706, 719–721 og 734. I det næste gesandtskab, 1292, var mag. Peder ogsaa med tillige med den pavelige tiendesamler, magister Huguitio og den bergenske korsbroder Arne. Derhos deltoge den tidligere kansler, magister Bjarne Lodinssøn, der var medlem af raadet, og ridderen hr. Vilhjalm af Torge i dette gesandtskab. Rymer, I, 2, s. 755 flg. og Huitfeldt, Erik Menved o. s. v., s. 14.
