stallar, hr. Gudleik Viljamssøn, mærkesmanden, hr. Lodin Lepp, Gulathings lagmand, hr. Sigurd Brynjulfssøn paa Aga, hr. Haakon Ragnvaldssøn, hr. Vidkunn Erlingssøn, hr. Nikolas og hr. Ivar Gudlaugssøn.[1] Da abbeden og Erik Duggalssøn, der selv var af kongelig æt, udstedte brevet i forening med enkedronningen og forseglede det tilligge med hende og kongen og de nævnte medlemmer af raadet, have de formodentlig ligesom biskop Narve og hr. Bjarne Erlingssøn ogsaa hørt med til dette. Det verdslige element var inden dette det overveiende, hvilket under de daværende særegne forhold ogsaa maatte være det rimeligste.
At valget af det ene sendebud ved denne leilighed faldt paa biskop Narve, har rimeligvis havt sine gode grunde. Man kan deri se en forøget bekræftelse paa den formodning, som har været fremsat om, at han stod i et meget venskabeligt forhold til kong Erik. I ethvert tilfælde synes ikke den maade, hvorpaa paven kasserede hans valg til erkebiskop i 1284, at tyde paa, at han ved denne tid var synderlig yndet af hierarkiet, og man maa da nærmest gjætte paa, at dette har været foranlediget ved hans forbindelser med kongen og dem, som havde indflydelsen i raadet.[2] Ogsaa om abbeden i Munkeliv er der grund til at antage, at han har staaet i et nært forhold til kongen og hans omgivelser. I Magnus Lagabøters tid nævnes han ved en enkelt anledning som den, der har været kongens raadgiver.[3] Under sønnens regjering synes han at have staaet paa en god fod med en af dennes mere indflydelsesrige raadgivere, hr. Audun Hugleikssøn. Ialfald vides det, at denne i 1281 har betænkt hans kloster med gaver af jordegods.[4] Hvad endelig
- ↑ Dipl. Norv. V, no. 14. Brevet havde 12 segl. – I den af kong Erik under 13de Marts 1285 udfærdigede bekræftelse af de tydske kjøbmænds rettigheder i Norge omtales ikke hans raad. Smstds. no. 13. I det smstds. som no. 15 trykte lignende brev af hertug Haakon, dateret anno suscepti regiminis ducatus nostri secundo ɔ: 1286 (29de Aug.) – nævnes heller ikke dennes raadgivere.
- ↑ R. Keyser, Den norske kirkes historie, II, s. 51.
- ↑ Se ovenfor, s. 15, note 1.
- ↑ Codex diplomaticus monasterii Munkalivensis, s. 166. P. A. Munch, (Det norske folks historie, IV, 2, 34) ser i denne gave til Munkeliv et forsøg paa at afværge den truende banstraale. Men da det af de andre ovenfor anførte kjendsgjerninger ialfald bliver rimeligt, at abbed Erik netop ikke har staaet paa hierarkiets side i kampen, maa man søge andre grunde herfor. Det lidet, som man for øvrigt ved om hans personlighed og om hans liv, tyder ogsaa
