naturligt og rimeligt, selv om dette ikke er skeet med et eneste slag, umiddelbart efter hans opnaaelse af sin myndighedsalder.
I de kongelige dele af landet vedblev derimod efter al sandsynlighed de samme personer ogsaa efter denne tid at besidde den egentlige indflydelse. Her kan i alle tilfælde den forandring, som foregik i styrelsens form, ikke have været meget iøinefaldende. Medens man fra de forudgaaende aar har breve, som efter ordene skulle være udstedte af kongen selv uden at nævne hans moder og formyndere, har man ogsaa fra de følgende aar exempler paa, at der i officielle aktstykker ikke er lagt synderlig vægt paa hans deltagelse. Det er jo, efter hvad der i det foregaaende er anført, rimeligt, at formynderstyrelsen lige fuldt vedblev for det hele rige ogsaa, da kongen, den ældste af de to brødre, var bleven myndig. Derved blev der saa meget mindre grund til for hans vedkommende at gjøre nogen større forandring, da fællesstyrelsen blev opløst.
Paa denne maade kan der ikke opstilles nogen skarp grænse mellem formynder-regjeringen og det senere kongelige raad, der, som allerede ovenfor (s. 45) bemærket, ganske naturlig maatte glide over i hinanden. Navnlig viser det sig, at enkedronningen, saalænge hun levede, bevarede en stor indflydelse over sin søn. Hvorvidt hendes stilling ved siden af formynderne har hvilet paa udtrykkelige bestemmelser af Magnus Lagabøter, vides ikke, og det kan godt være, at hun er traadt ind imellem de styrende, alene fordi man syntes, det faldt af sig selv. I ethvert fald kan hendes senere indflydelse, efter formynderstyrelsens ophør, alene have været en følge af det herredømme, hun en gang havde vundet over sin søn. Det gik i denne henseende med hende som med kongens øvrige omgivelser. Under saadanne omstændigheder bliver det let forklarligt, at disse forhold maatte faa en stor betydning for det kongelige raad, der ved overgangen fra formynderstyrelsen til sin tidligere stilling bevarede det meste af sin indflydelse.
Et ganske mærkeligt exempel paa den maade, hvorpaa enkedronningen og den hende omgivende kreds af raadgivere udøvede sin myndighed, haves i et brev af 1285. Dette er udstedt af dronning Ingeborg, abbed Erik i Munkeliv og Erik Duggalssøn og indeholder en instruktion for biskop Narve i Bergen og hr. Bjarne Erlingssøn, der skulde afgaa til Danmark og de nordtydske stæder som fredsunderhandlere. Deri omtales tillige otte medlemmer af kongens heimiligu ráði, som forseglede brevet. Disse vare Erlend, provst ved Bergens apostelkirke, kongens
