fattet adskillige aar senere, og hvorved den sædvanlige intimation er udeladt. Om der ogsaa er overveiende sandsynlighed for, at den, som gjengav dette indhold, derved temmelig nøie har fulgt den oprindelige retterbods form, byder dette dog ingen sikkerhed for, at udtrykkene ere gjengivne med den nøiagtighed, som her maatte ønskes. Navnlig kan det tænkes muligt, at ordet samþykt kun gjælder dronningen og hertugen, og saafremt det i retterboden virkelig har været refereret ogsaa til raadet, da er det nok muligt, at dette kun er skeet gjennem en unøiagtighed i udtrykket, og at der oprindelig alene har været tænkt paa, at raadet her skulde være raadgivende. Skjønt retterboden saaledes ikke kan benyttes som et uigjendriveligt bevis for, at man paa denne tid har anseet udtalelsen af et formeligt samtykke fra raadets side for nødvendigt ved visse regjeringsforanstaltninger, bliver den dog et mærkeligt aktstykke.
Retterboden er udstedt i kongens navn, medens hertugen kun er samtykkende. En saadan fremgangsmaade er ikke oftere anvendt, da hertugen ellers enten ikke nævnes eller ogsaa fremtræder ved kongens side som den, der i fællesskab med ham har foretaget vedkommende regjeringshandling.[1] I sidste tilfelde bliver saaledes den derom fattede beslutning offentliggjort i begges navn. I 1282 anvendtes en anden fremgangsmaade, hvortil der, som sagt, ikke paa den tid kan opvises noget sidestykke. Grunden hertil har maaske været den, at dronningen ved denne anledning har været tilstede, og at man af hensyn til hende har fundet at burde lade hendes yngre søn nævnes i samme stilling som hun, ikke som den, der stod over hende. Mere end en løs gjætning kan dog ikke dette være. Hvis der var bevaret flere offentlige aktstykker fra formynderregjeringens tid, end de, som nu kjendes, kunde man maaske lettere komme til klarhed i dette punkt.
Ved »hele kongens høieste raad« menes i 1282 formodentlig de da tilstedeværende baroner. Udtrykket maa ialfald forstaaes saaledes, naar man sammenholder det med de bestemmelser, der findes i Magnus Lagabøters hirdskraa. En anden sag er det, om disse netop.nærværende baroner maaske have været de samme, som i almindelighed udgjorde formynderstyrelsen. I denne henseende tillade retterbodens ord ikke at drage nogen bestemt slutning. Af disse kan det heller ikke sees, i hvilken
- ↑ Dette gjælder dog nærmest tiden efter, at de kongelige brødre havde opnaaet myndigheds-alderen.
