En saadan ordning var den, som nærmest frembød sig under
de daværende forhold. Hvorvidt der af den foregaaende
konge har været givet udtrykkelige regler derfor, eller ikke,
har her kun liden betydning, idet styrelsens grundtræk vare
givne paa forhaand. Magten gik ved en umyndig konges tiltrædelse
af landsstyrelsen naturlig over til de samfundsklasser,
af hvilke raadet blev sammensat, og idet nu dette blev udøveren
af de regjerendes vilje, vandt det selv i fasthed. Formynderstyrelsen
har for raadets udvikling havt en stor betydning,
saa meget mere, som alt tyder paa, at den samme ordning i
alt væsentligt er vedbleven at bestaa, ogsaa efterat kong Erik
var bleven myndig. De former for styrelsen, som en gang vare
komne i gang, synes ikke at være lagte tilside, da kongen selv
overtog regjeringen. Formynderregjeringen gik derved kun
over til at være hans indflydelsesrige raadgivere, og kongens
moder kunde endog efter som før vedblive at indtage en fremragende
plads i styrelsen. Ligesom kongen paa en tid, da han
utvivlvsomt var umyndig, kunde udstede breve i sit eget navn uden
at nævne sine formyndere, saaledes blev der ogsaa, da han utvivlsomt
var myndig, anvendt de samme former ved udfærdigelsen af
breve, som de, der almindelig benyttedes paa den tid, da han ikke
selv kunde have nogen indflydelse paa regjeringen. Formynderstyrelsen
var et raad, der paa kongens vegne regjerede landet.
Senere øvede det samme raad som kongens raadgivere
og veiledere en indflydelse, der neppe var meget mindre. Formynderstyrelsen
havde i kong Eriks raad sin umiddelbare
fortsættelse, og der har neppe været nogen større forskjel mellem
grundtrækkene for begges organisation. Saaledes kan rimeligvis
det, som vides om det kongelige raads ordning efter
kongens opnaaelse af den myndige alder, i det væsentlige antages
at gjælde ogsaa for den forudgaaende tid.
Formynderstyrelsens tid var det yngre aristokratis magtperiode. Baronerne traadte nu med ét frem for at benytte sig af de fordele, som situationen bød dem. De optoge kongedømmets traditionelle kamp mod hierarkiet, men rimeligvis mere med sine egne end med kongedømmets interesser for øie. Kampen stod nu mellem hierarki og aristokrati, og det sidste optog for egen regning monarkiets program. Dermed maatte det staa sin prøve, hvorvidt aristokratiet kunde gaa ind i den stilling, som nu var bleven det anvist, og fra dette udgangspunkt tilkjæmpe sig en fornyet politisk indflydelse i det omdannede samfund. Begyndelsen var unegtelig lovende for aristokratiet, som med
