Hopp til innhold

Side:Det norske rigsraad.djvu/60

Fra Wikikilden
Denne siden er ikke korrekturlest
44

dømmets repræsentant, medens den egentlige regjering besørgedes ved medlemmer af det kongelige raad. Om ordningen af denne formynderstyrelse savnes forøvrigt i kilderne bestemte oplysninger. Forsaavidt det kan antages, at den afdøde konge derom har givet nærmere bestemmelser, som siden havde været fulgte, da er det rimeligt, at disse have havt sine forbilleder i udlandets større statssamfund. Da det ialfald synes, som om Magnus Lagabøter før sin død har truffet nye bestemmelser om sine sønners myndighedsalder, afvigende fra de ældre,[1] er der intet i veien for at antage, at han da med det samme kan have givet regler for den maade, hvorpaa formynderstyrelsen skulde sammensættes og udøve sin myndighed.

Selv om dette ikke er bleven gjort, var det imidlertid en selvfølge, at rigsstyrelsen under kongens mindreaarighed maatte ledes af hans omgivelser. Tidligere, naar der havde været en umyndig konge, havde det været lendermændene, som raadede for styrelsen.[2] Nu traadte baronerne i deres sted. Men da en styrelse af alle disse paa én gang ikke vel var mulig, og da det heller ikke stemte med tidens krav at overlade den til de baroner, som tilfældig vare tilstede, maatte det snevrere kongelige raad af sig selv træde ind som den myndighed, der ledede den egentlige regjering. Dette maatte da tillige faa en fastere karakter, end det tidligere havde havt, og fremfor alt tage en mere levende del i den personlige udøvelse af regjeringen, end det før havde gjort. Hos den umyndige konge maatte der saaledes af mange grunde altid være nogle af dets medlemmer tilstede, medens andre af disse blot indfandt sig til de tider, da deres nærværelse var nødvendig. Endelig var der ogsaa adgang til at afholde et møde af samtlige baroner og riddere, af det store kongelige raad, der havde afgjørelsen af de vigtigste statssager.

  1. Smlgn. herom, hvad der anføres af P. A. Munch, Det norske folks historie, IV, 2, s. 227 flg., 118 og 120. – I biskop Narves vidnesbyrd af 17de Marts 1281 heder det: usqve dum memoratus dominus rex ad annos perveniret discretionis. Dipl. Norv. III, no. 21. Da dette gjælder begivenheder, som forefaldt om sommeren 1280, er det dog muligt, at de omtalte anni discretionis, som kongen skulde opnaa, kunde regnes fra hans fyldte 12te aar, der var den myndighedsalder, som stemte med »de ældgamle norske vedtægter«. (Smlgn. P. A. Munch, anf. st. IV, 2, s. 2). Efter kongens ægteskabskontrakt synes det, som om det fyldte 14de aar har været betragtet som hans myndighedsalder.
  2. Smlgn. R. Keyser, Efterladte skrifter, II, s. 43.