Hopp til innhold

Side:Det norske rigsraad.djvu/391

Fra Wikikilden
Denne siden er ikke korrekturlest
375

med det norske raad hjælpe enhver til sin ret, der kom for dem, undersøge forholdene med de norske len og forhandle med de norske rigsraader om bekræftelsen af de ældre traktater mellem rigerne, samt meddele dem, at kongen og det danske raad havde aabnet underhandlinger med Sverige om at faa Viken tilbage. En lignende paa længere tid beregnet myndighed, som den, der i 1506 var overdragen Kristjern II, fik hertugen ikke, uagtet det var tilraadet hans fader at gjøre ham til statholder i Norge.[1] Da han ikke var valgt til thronfølger, vilde imidlertid en saadan udnævnelse altid være noget uformelig.

Af det norske raads medlemmer indfandt der sig ikke mange i Oslo. Erkebiskopen vilde aldeles ikke komme og indtog endog en holdning, der vakte hertugens mistanke;[2] af de øvrige biskoper nævnes kun Hans Reff og dennes anden formand, Anders Mus, der fremdeles havde beholdt sin plads i raadet. Foruden dem vides blot kansleren, hr. Vincentius, hr. Nils Lykke, hr. Olaf Galde, hr. Gaute Galde og Erik Erikssøn at have været tilstede.[3] Det skal have været hensigten at faa det norske rigsraad til at erkjende hertugen for arveberettiget til Norge; men hertil var dog ikke dette villigt.[4] Derimod blev der af de tilstedeværende rigsraader fra begge lande udstedt en bekræftet gjenpart af overenskomsten i Bergen af 1450, som et tegn paa, at denne fremdeles var i kraft.[5] Hertugen lod sig imidlertid under sit hele ophold i Norge kalde med Guds naade ret arving til Norge, en titel, som endog tillægges ham i den af de forsamlede medlemmer af »Danmarks og Norges rigsraad« udstedte erklæring om hans forhold i Norge.[6] At hertugen virkelig har udøvet kongelig myndighed, synes at fremgaa af det privilegium, han gav adelsmanden Jon Nilssøn Skak.[7] Blandt de under dette møde afgjorte retssager var ogsaa en, hvori hr. Vincentius var part. Dommen gik ham imod.[8] Mellem dommerne var ogsaa hr. Henrik Krummedike, hans gamle fiende,

  1. C. F. Allen, De tre nord. rigers hist., V, s. 258.
  2. Dipl. Norv., III, no. 599.
  3. Dipl. Norv., VIII, no. 607; IX, no. 637. Om hr. Olaf Galde mente kongen nu, das dar nicht vhill zu holen ist. VIII, no. 601, s. 688.
  4. Huitfeldt, Frederik den første, s. 181. Efter denne kilde udgik modstanden fra erkebiskop Olaf.
  5. Huitfeldt, anf. st., s. 184 flg.
  6. Huitfeldt, anf. st., s. 182 flg. Dipl. Norv., VIII, no. 607.
  7. Dipl. Norv., VIII, no. 605.
  8. Dipl. Norv., IX, no. 637.