dighed, der kunde overtage styrelsen. Da der for øieblikket ikke fandtes nogen erkebiskop i landet, blev hr. Nils Henrikssøn som rigets hofmester den nærmeste til at optræde som raadets formand. Han skal ogsaa have havt en sammenkomst med hr. Olaf Galde og »nogle andre« af raadet, paa hvilken han selv udnævntes til statholder over det nordenfjeldske og hr. Olaf over det søndenfjeldske. Men det lykkedes dem ikke at komme i besiddelse af Bergenhus og Akershus.[1] Hofmesteren selv afgik samme høst ved døden, og i det hele stillede omstændighederne sig hindrende i veien for at opretholde den sidste haandfæstnings bud om, at rigets slotte skulde holdes til raadets haand. Der var saaledes paa forhaand endnu mindre udsigt til, at det skulde lykkes at istandbringe en national reisning, der i fremtiden kunde sikre rigets selvstændighed.
Fra dansk side var man under dette ikke ledig, men arbeidede straks paa at sikre foreningens bevarelse. Frederik den første opfordrede det søndenfjeldske raad til at tage ham til Norges konge; efter at være kommen i besiddelse af Baahus, lod han sig hylde paa Hisingen og paalagde lensherren paa Baahus at holde dette slot til »Danmarks og Norges riges raads haand og ingen anden«. I Hans Mules nye lensbrev paa Akershus, gjaldt hans forpligtelse i dette punkt kun Danmarks rigsraad.[2] Saaledes havde den danske konge altsaa udøvet myndighed som Norges regent uden at være erkjendt som saadan af andre raadsherrer end Hans Mule, biskop Magnus af Hamar, hr. Olaf og hr. Gaute Galde, hvilke tre sidste om høsten 1523 havde fundet det mest hensigtsmæssigt at indsende sine hyldingsbreve.[3] Kong Frederik sees ogsaa i 1523 at have udøvet andre regjerings-handlinger for Norge paa egen haand. Saaledes har han i August 1523 udstedt et værnbrev, hvorved rigtignok hr. Henrik Krummedike, der fremdeles paa en maade
- ↑ Dipl. Norv., I, no. 1067; V, no. 1039.
- ↑ Dipl. Norv., II, no. 1073–1075. C. F. Allen, De tre nordiske rigers historie, IV, 1, s. 197. I disse tilfælde har altsaa kongen uden videre anseet sig berettiget til at raade over lenene. I Juni 1524 var han imidlertid af en noget anden mening, idet han nok tilstod erkebiskopen (det efter hr. Nils Henrikssøn ledige?) Throndhjems len, men derimod udtrykkelig gjorde opmærksom paa, at de len, som denne for øvrigt havde anholdt om at faa, ikke kunde uddeles, forinden raadet havde været samlet i Bergen. Dipl. Norv., VII, no. 583.
- ↑ C. F. Allen, anf. st., IV, 1, s. 202.
