i 1513, 1514 og 1515 havde alle havt en ydre foranledning, og da i den følgende tid ingen saadan indtraf, synes raadet heller ikke at være bleven samlet. Den hele institution synes at være aldeles opløst, ligesom aristokratiets sidste rester. Af verdslige medlemmer talte raadet nu kun ganske faa, foruden hofmesteren neppe andre end hr. Knut Knutssøn, hr. Olaf Galde og hr. Gaute Galde, maaske ogsaa Hans Krukow.[1] Af disse blev Knut inden kort tid henrettet som forræder mod kongen, medens de geistlige for en del vare danske, som kongen havde skaffet ind paa rigets bispestole. Selv disse vare ofte udsatte for følgerne af kongens og hans omgivelsers luner. Til at afhjælpe de forskjellige brøst, over hvilke der i 1513 var klaget fra raadets side, blev egentlig intet gjort. Navnlig vedblev kongen at overdrage de vigtigste len til mænd, som ikke vare indfødte, tildels endog ikke engang adelige. Idet rigets styrelse nu faktisk alene foregik gjennem disse, blev raadet stedse mere overflødigt. Kun forsaavidt enkelte af dets medlemmer kunde optræde ved siden af de kongelige befalingsmænd og i fællesskab med disse, var der for dem adgang til at bevare nogen indflydelse. Men selv denne var neppe stor.[2] I 1519 overdrog kongen Hans Mule, der kort efter blev biskop i Oslo og høvedsmand paa Akershus, fuld kongelig myndighed over hele Norge.[3] Dette statholderskab maatte, forsaavidt det virkelig fik varig betydning, end mere indskrænke raadets magt. Ved Kristjern den andens thronbestigelse synes den gamle norske kansler hr. Jon Paalssøn enten at have trukket sig tilbage eller at være død. Hans efterfølger blev Hans Olafssøn, en mand, der alene synes at have skyldt kongens personlige gunst denne ophøielse. Fra karakterens side kunde der mod ham gjøres vægtige indvendinger. Omkring 1520 blev denne igjen efterfulgt af Mathias Hvoruf. Fra dem begge haves landsvist-breve i kongens navn.[4] Under Kristjerns regjering forekom-
- ↑ Dipl. Norv., II, no. 1046, 1055.
- ↑ Dipl. Norv., II, no. 1046; III, no. 1072, hvor kongens skriver i 1515 pantsætter et len i kongens navn, medens hofmesteren optræder mellem vidnerne.
- ↑ C. F. Allen, anf. st., III, 2, s. 90 og 439.
- ↑ Dipl. Norv., II, no. 1067; III, no. 1070; V, no. 1022; VII, no. 555. Indtil 1513 synes Kristjern II. altid at have benyttet det segl, hvoraf
det af dronning Elisabeth under kongens fravær (1521) udstedte privilegium for Bergen forudsættes raadets medvirkning. Paus, Forordninger, s. 283 flg.
