med flere af det norske raad. Forholdet mellem ham og dette blev straks spændt. Det var for at sikre Norge imod forsøg fra svensk side paa at bevæge det mod Danmark fiendtlige parti til en reisning, at thronfølgeren var sendt op til landet, og med dette for øie indrettede han sin hele optræden efter, hvad forholdene krævede. Han begyndte med at indsætte nye befalingsmænd paa Baahus og Akershus. Paa den sidste borg maatte hr. Knut Knutssøn Baat, der rimeligvis allerede i nogen tid havde havt sæde i raadet, vige pladsen for en dansk adelsmand, Jørgen Vestenie. Paa Oslo bispestol var allerede i forveien en dansk mand, Anders Mus, i 1506 trængt ind i stedet for Thorkel Jonssøn, som derefter havde taget sin tilflugt til Sverige. Den bestemthed, hvormed kongen saaledes gik frem, har formodentlig bragt hans modstandere inden raadet til at betænke sig. Som saadanne nævnes biskop Karl af Hamar, hr. Nils Henrikssøn, Olaf Ottessøn, hr. Knut Knutssøn og Olaf Galde, medens kansleren regnedes for en paalidelig tilhænger af kong Hans og hans søn.[1] I Marts 1507 deltog ialfald biskop Karl i en større forsamling i Oslo, hvor der af- gaves en kjendelse om, hvad de burde lide, som satte sig op imod kongen.[2] Af dem, som mødte ved denne leilighed, var der kun faa sikre medlemmer af raadet: foruden biskop Karl den nye biskop af Oslo og hr. Jon Paalssøn. Derhos nævnes bl. a. Jørgen Vestenie og høvedsmanden paa Tunsberghus, Kristjern Bagge. Den udvalgte konges egen kansler, Erik Valkendorf, nævnes ikke ved denne leilighed; han blev imidlertid, skjønt fremdeles provst i Roskilde, optagen i raadet, og om at overdrage hr. Jon Paalssøn andet end det til et sigillum ad causas indskrænkede rigssegl var der fremdeles tiltrods for hans troskab ikke tale. Erik Valkendorf var »kongens kansler« og som saadan formand for det egentlige kancelli, der nu igjen maa være indrettet i landet. Kansler-embedets deling var dermed endelig fastslaaet. Erik Valkendorf blev for øvrigt ikke længe i denne stilling, idet han i 1510 blev erkebiskop i Nidaros og dermed raadets første medlem.[3]
- ↑ C. F. Allen, anf. st., I, s. 450, 676. Handlingar rörande Skandinaviens historia, XX, s. 126.
- ↑ H. F. Jahn, Unionshistorie, s. 584.
- ↑ Som den udvalgte konges kansler har han rimeligvis under dette ophold i Norge benyttet det segl, som er afbildet i Sveriges hist. från äldsta tid till våra dagar, II, s. 426.
