Raadets hovedbeskjæftigelse i denne tid var som landets
øverste domstol. En saadan kunde ikke savnes inden rigets
grænser, og det blev derfor en naturlig følge af forholdene, at
rigsraadet fremdeles maatte udøve kongens dømmende myndighed,
dels samlet, naar det havde sine regelmæssige møder, dels gjennem
et mindre tal af dets medlemmer. Sandsynligvis har der
endnu været adgang til fra rigsraadets domstol at indanke sin
sag for kongen. Navnlig kunde dette ligge nær, naar det kun
var det søndenfjeldske eller nordenfjeldske raad, som havde
afsagt den dom, der paaklagedes; men det kunde dog ligesaa vel
ske fra det samlede raad, rigtignok som regel blot, naar kongen
var i landet selv. Det sidste synes imidlertid ikke altid at være
bleven overholdt[1]. Hvorledes i denne henseende forholdet stillede
sig mellem de domme, der afsagdes af rigsraadet, af dettes
faste kommissioner eller paa de af kongen i henhold til haandfæstningen
(§ 18) anordnede retterthing, lader sig ikke sikkert
afgjøre. Maaske kunne de sidste have været betragtede som
repræsenterende kongens øverste dommermyndighed uden appel.
Dog kan ogsaa dette være tvivlsomt.[2] At der har været nogen
forskjel mellem de anførte domstole, synes dog rimeligt.[3] Heller
ikke lader det sig med sikkerhed afgjøre, i hvilke tilfælde
raadet kunde samles efter indkaldelse af erkebiskopen, og naar
det behøvede kongens fuldmagt, samt hvorvidt der i denne henseende
har været gjort nogen forskjel paa dets domme.[4] Hvor
raadet optraadte som dømmende, var det, ligesom tidligere (s.
326), den regelmæssige fremgangsmaade at tilkalde en eller
flere lagmænd. Dette blev efterhaanden saa almindeligt, at
disse ogsaa medtoges, hvor raadet afgjorde spørgsmaal vedkommende
rigets lovgivning, uden at de dog af den grund alle
kunne betragtes som virkelige medlemmer af raadet.
Landvist blev nu som tilforn meddelt af kansleren, hvis eneste forretning dette var udenfor deltagelsen i de sædvanlige raadsmøder. I hele kong Hans’s tid var embedet forenet med
- ↑ Smlgn. T. H. Aschehoug, Norges offentlige ret, I, s. 221 flg.
- ↑ Smlgn. T. H. Aschehoug, anf. st., I, s. 222.
- ↑ Smlgn. hvad der s. 347 flg. er meddelt om, at det søndenfjeldske raad underkjendte en dom, der var afsagt af det nordenfjeldske, og samme side, note 2.
- ↑ Smlgn. T. H. Aschehoug, anf. st., I, s. 220; Danske magasin, tredie række, II, s. 18. – Dipl. Norv., II, no. 1017, et af kansleren 15de Marts 1502 i Oslo »efter rigens raads raad, samtykke og fuldmægtige befaling paa Norges riges vegne« udstedt landsvistbrev synes at antyde, at raadet er optraadt ganske selvstændig.
