erkebiskopen og biskoperne af Oslo, Bergen, Hamar og Stavanger samlede paa Jarlsø ved Tunsberg,[1] og 1ste August blev der ogsaa fra samme sted afsendt en forklaringsskrivelse om grunden til, at det norske rigsraad ikke havde givet møde i Kalmar. Denne er undertegnet af følgende consiliarii regni Norvegiæ: erkebiskop Gaute, biskop Hans af Bergen, biskop Eiliv af Stavanger, hr. Jon Smør, hr. Gaute Kane, hr. Svein Galle, Anders von Bergen og Peter Karlssøn.[2]
Ved mødet i Kalmar havde Svenskerne vist sig virkelig tilbøielige til at tage sig af det norske rigsraads sag, og mødet blev udsat for i stedet at afholdes i Kjøbenhavn 24de August, som det sagdes af hensyn til, at Nordmændene ikke havde indfundet sig. Samtidig var der i Norge sendebud fra det danske rigsraad, men uden at der blev truffet nogen endelig og bindende aftale. Ogsaa fra det svenske rigsraad havde der indfundet sig udsendinge, som kunde bringe tilbage en meddelelse om, hvad der var foregaaet under forhandlingerne med de danske sendebud, undertegnet af biskoperne Hans af Bergen og Eiliv af Stavanger samt væbneren Otte Matssøn som regni Norvegiæ consiliarii.[3]
Til mødet i Kjøbenhavn kom ingen norske rigsraader, da de kun ventede sig ringe >forbedring« deraf. I stedet greb man til mere energiske forholdsregler for ialfald at tiltvinge sig en forandring i et af de punkter, hvorover der var ført klage, ved at besætte Baahus, som fremdeles var i en dansk befalingsmands hænder. Samtidig besluttede ogsaa raadet at udnævne en verdslig rigsforstander, og valget faldt paa hr. Jon Smør, rigsraadets ældste ridder, som fra nu af fører titel af »Norges riges forstander« (regni Norvegiæ gubernator). Som saadan ledede han ogsaa beleiringen af Baahus. I leiren for denne borg samledes tillige erkebiskop Gaute, biskop Hans af Bergen, biskop Eiliv af Stavanger, hr. Erik Bjørnssøn, hr. Alf Knutssøn og hr. Svein Galde, Jon Bjørnssøn, Otte Matssøn, Peter Karlssøn og Guthorm Tjeld tilstede, senere hen ogsaa Anders von Bergen. Derimod er hr. Ivar Vikingssøn maaske bleven tilbage i Oslo[4] og har muligvis ikke engang senere indfundet sig i leiren. Herfra fortsattes de tidligere indledede forhandlinger med det svenske raad. I sine skrivelser udtalte de norske rigsraader sig om den
