havde givet i sin haandfæstning. Saaledes klagedes der over hans forhold mod Island og handelen paa denne ø, og at Baahus, Skidasyssel, Midtsyssel o. s. v. dels vare forlenede til udenlandske mænd, dels pantsatte, – endvidere over de mange reiser, som rigsraadets medlemmer paa egen bekostning havde maattet gjøre udenfor landet, hvorunder Russer og hedninger havde gjort indfald i Norge og derved tilføiet riget stor skade. Kongens egne folk havde i Norges frie havne og farvand grebet personer, som havde rigsraadets leide, uden at det siden havde været muligt at faa ret derover. De gjentagne klager over det blodige opløb i Bergen 1455 havde heller aldrig ledet til noget; mange skadelige privilegier vare ovenikjøbet tilstaaede udlændinge. Kongen havde ført mange krige og derved kaldt »Norges gode mænd« til tjeneste uden rigsraadets samtykke, »Norges rige til stor skade og fordærvelse«; han havde bragt rigets indtægter udenfor landet, saaledes at intet deraf anvendtes til dettes nytte. Kronens kirker og len vare overdragne til udenlandske mænd, medens »gode klerke, som ere fødte af riddere og svende i Norge«, maatte »miste og ombære«. Rigsraadets begjæringer om at faa myntere i landet vare aldrig blevne opfyldte. I sommeren 1481 havde ogsaa »den unge herres« (kong Hans/s) tjenere været under den norske kyst og der røvet fra Oslos borgere og flere andre, »af hvilket liden god vilje affødes kan«. Derhos havde Kristjern uden at spørge rigsraadet nylig pantsat en stor del af riget til »den unge fyrstinde«, som de nu igjen vilde have under Norges krone.
I sin henvendelse til det svenske rigsraad havde det norske foreslaaet, at det møde, som paatænktes afholdt i Kalmar, heller burde finde sted i Lødøse. Derved bragtes der en usikkerhed og uklarhed ind i forhandlingerne, der maaske endog fik en afgjørende indflydelse paa disses uheldige udfald. Sagen er senere bleven fremstillet paa forskjellige maader. Men i ethvert fald maa det ansees for sikkert, at de norske rigsraader ikke viste sig sin stilling voksne.
I Juni 1482 var hr. Jon Smør i Bergen, hvor da ogsaa en afdeling af rigsraadet synes at have været i virksomhed.[1] Kort efter maa han imidlertid være reist til Østlandet, hvor han traf sammen med de fleste af raadets øvrige medlemmer, som da synes at have været paa veien til Lødøse, hvor der imidlertid ikke var holdt noget møde. 25de Juli vare saaledes
- ↑ Dipl. Norv., V, no. 918.
