i denne henseende er blevet tilsidesat.[1] I kong Kristjerns styrelse af Island synes der aldrig at være tale om raadet.[2]
Under disse forhold var det ikke at vente, at det norske raad kunde have nogen større indflydelse paa forhandlinger med fremmede magter. En enkelt gang nævnes dog dets medlemmer ved saadanne. I 1462 vare hr. Hartvig Krummedike og hr. Erik Bjørnssøn tilstede i Kjøbenhavn under forhandlingerne med de tydske stæder, og i 1465 forekommer hr. Ivar Vikingssøn mellem dem, som afsluttede en traktat med England, og fører ved denne leilighed titel af kansler.[3] Da kongen i 1468 pantsatte Orkn- og Shetlandsøerne, paaberaabte han sig det norske raads samtykke; uagtet der har været reist tvivl imod paalideligheden heraf, er det dog rimeligt, at det forholder sig saa. Under sit besøg i Oslo samme sommer kan kongen have forhandlet med raadet om denne sag, og nogle af dets medlemmer kunne ogsaa have fulgt ham til Danmark og der deltaget i de afsluttende forhandlinger.[4] Mellem dem har rimeligvis hr. Ivar Vikingssøn været, da han i det hele taget blev meget anvendt, maaske fordi han har været en mand, der ved sin dygtighed har hævet sig op over sine omgivelser. Da han paa denne maade maatte være meget paa reiser udenfor landet, ligger deri en forklaringsgrund til, at vicekanslerens embede nu atter er bleven besat.
Under de forhandlinger med Sverige, som optoge den senere del af Kristjern I.s regjering, optræde oftere medlemmer af det norske raad sammen med det danske paa de større unionelle sammenkomster. De nævnes saaledes ved møderne i Jønkøping 1466, i Kalmar 1471, 1473, 1474 og 1476 og i Rønneby 1476. Ved alle disse leiligheder var hr. Ivar Vikingssøn tilstede, som oftest ledsaget af to eller flere af de øvrige rigsraader. Af dem nævnes biskop Hans Teiste af Bergen (1476), biskop Gunnar Holk af Oslo (1473), hr. Magnus Gren (1471), hr. Erik Bjørnssøn (1471 og 1473), hr. Henrik Jenssøn (1474 og 1476), hr. Kolbjørn Gerst (1466), hr. Bo Fleming (1466),
- ↑ Hadorph, anf. st., tillæg, s. 805 flg. Smlgn. T. H. Aschehoug, anf. st., I, s. 314 flg.
- ↑ Finni Johannæi Hist. ecclesiast. Isl., II, 232–242.
- ↑ Dipl. Christierni primi, pag. 166. Nor. III, 3, s. 57.
- ↑ Dipl. Christierni primi, pag. 206. Smlgn. Huitfeldt, Kristjern I, s. 172, og C. F. Allen, De tre nordiske rigers historie, II, s. 524 flg.
