eningen af 1449 og 1450 var indgaaet under den forudsætning, at Norge skulde bevare sin administrative selvstændighed. Men der var hverken truffet foranstaltninger til at sikre denne gjennem en fast centralstyrelse, eller sørget for, at der altid hos kongen kunde være tilstede medlemmer af det norske raad. Saaledes maatte den hele regjering og administration atter gaa i stykker. Haandfæstningens bud om, at Norge skulde have sin egen finansstyrelse, lod sig efter dette ikke opretholde. Hver lensherre stod i virkeligheden umiddelbart under kongen. Forsaavidt han samlede administrationen af større landsdele i en overordnet lensherres haand, bidrog dette ikke til at forøge raadets magt.[1] At opretholde nogen virksom kontrol med den maade, hvorpaa kongen bortgav lenene, og saaledes hævde haandfæstningens bud i dette punkt, lod sig heller ikke i længden gjøre for rigsraadet. Kongen ledede for det meste styrelsen paa egen haand. Uden at spørge rigsraadet har han pantsat len, udstedt værnbreve, givet de norske byer og fremmede kjøbmænd privilegier og bekræftet ældre gaver af krongods. Tildels har han derved handlet lige imod, hvad der forud var besluttet af raadet; en enkelt gang har han ved disse regjerings-handlinger tilkaldt medlemmer af det danske raad.[2] I hvilken grad kongen tilsidesatte hensynet til sine norske raadgivere, viser sig deraf, at han i 1471 har givet en stadfæstelse af et ældre brev til fordel for de tydske stæder form af en kundgjørelse, der bl. a. er stilet til raadets medlemmer.[3] Kun i et enkelt punkt er der grund til at tro, at kongen har holdt sig haandfæstningen efterrettelig, nemlig ved paalæg af nye skatter og afgifter. Hertil har han formodentlig som oftest indhentet raadets samtykke; dette har ialfald ikke efter hans død klaget over, at det
- ↑ Smlgn. ovenfor, s. 805 flg. Efter 1455 synes hr. Magnus Gren at have indtaget en saadan stilling i hele det nordenfjeldske. Skandinaviske literatur-selskabs skrifter, XVI, s. 161 flg. Smlgn. L. Daae, Kristjern I.s norske historie, s. 96. Naar hr. Kolbjørn Gerst en enkelt gang, i 1459, kalder sig »høvedsmand paa Tunsberghus i min herre kongens fraværelse«, har dette maaske ogsaa hensyn til en saadan, ham overdragen udvidet myndighed. Dipl. Norv., II, no. 830.
- ↑ Dipl. Norv., I, no. 883, 888; III, no. 865, 886, 906, 918, 924 (udstedt i Kjøbenhavn af den udvalgte konge); VII, no. 468. Nor, III, 3, s. 61. Willebrandt, Hansische chronik, bilag, s. 71 flg.
- ↑ Dipl. Norv., VII, no. 471. I 1469 havde de tydske stæder klaget for konge og raad. Nor, III, 3, s. 59 flg.
