Ved mødet i Skara var indflydelsen inden raadet fra de
indgiftede dansk-tydske medlemmer bragt over til de norske og
indgiftede svenske. Men den betydning, som rigsraadet selv
syntes at have faaet, var kun en rent forbigaaende. Da kongen
havde opnaaet, hvad han ønskede, bekymrede han sig ikke
synderlig om det norske raad. I den følgende del af hans regjering
spiller dette kun en lidet betydelig rolle. Forretningsordenen
blev atter den samme, som den havde været i de
nærmest foregaaende aar. Paa kongens vegne besørgede kansleren,
hr. Ivar Vikingssøn, nu som før udstedelsen af landsvist-breve.[1]
I hans forfald nævnes flere gange kanniker ved Mariakirken
som vicekanslere.[2]
Raadet havde nu sin væsentligste betydning som rigets øverste domstol, som udøveren af kongens dømmende myndighed. I denne henseende maatte unionen medføre en udvidelse af dets magt, da en saadan institution ikke kunde savnes inden riget. Det ansaaes derved som nødvendigt, at mindst tre af dets medlemmer deltoge i dommen.[3] Ved siden af raadets egne medlemmer vare i regelen en eller flere lagmænd tilkaldte, som ogsaa vare med at afsige dommen. Saadanne dombreve haves fra 1465 1471, 1472, 1478, ligesom nogle af raadets medlemmer i 1461 synes at have havt et lignende hverv.[4] Foruden erkebiskopen og biskoperne nævnes i disse breve hr. Ivar Vikingssøn, Svein Erikssøn, hr. Erik Bjørnssøn, nu maaske raadets ældste medlem, hr. Jon Smør, hr. Alf Knutssøn, hr. Gaute Kane, hr. Ragnvald Nilssøn, hr. Henrik Jenssøn, hr. Einar Fluga og hr. Svein Galde. Maaske vare ogsaa de to væbnere Thrond Benkestok og Reidulf Stigssøn medlemmer af raadet.
Af og til, skjønt neppe ofte, er der ogsaa afholdt større sammenkomster af det hele raad, ved hvilke kongen dog kun sjelden selv var nærværende. I 1468 og 1478 var han saaledes i Oslo, hvor han med sit raad har udstedt nogle bekræftelser af byens privilegier.[5] I vinteren 1473–1474 sendte han sin søn, den udvalgte kong Hans, til Oslo, hvor det søndenfjeldske raad
- ↑ Dipl. Norv., II, no. 889, 892, 900; VIII, no. 353.
- ↑ Dipl. Norv., I, no. 893 (hr. Gudbrand Rolfssen vicekansler), III, no, 852 (hr. Peter Magnussøn), 917 (hr. Gudbrand Rolfssøn).
- ↑ Dipl. Norv., II, no. 878.
- ↑ Dipl. Norv., I, no. 853 (mellem de her nævnte lagrettesmænd en væbner), 870; II, no. 878, 886, 907; V, no. 834.
- ↑ Paus, Forordninger, s. 271–273. I 1478 var erkebiskopen, tre bisper, kansleren og fem af de ovenfor nævnte riddere tilstede. Dipl. Norv., II, no. 907.
