fraværende, en marsk til at forestaa krigsvæsenet, en hofmester til at forestaa kongens gaard, en øverste kansler, der skulde forvare rigets indsegl, og en gaardskansler. Kongen skulde opholde sig fire maaneder af aaret i hvert rige og da altid ledsages af to rigsraader fra hvert af de andre. Hvis disse bestemmelser vare traadte i kraft, vilde man altsaa paa én gang have faaet regjerings-kommissioner for hvert rige under kongens fravær og– et samlet organ for unionen. Udkastet indeholder tillige udførlige regler for kongevalg. Dette var efter udkastet af 1397 i almindelighed overdraget til rigernes raadgivere og mænd«, og senere havde man forudsat, at en fremtidig konge skulde vælges »af mestedelen af rigernes raad af disse fornævnte tre riger«.[1] Nu gaves der mere bestemte regler. Valget skulde efter disse overdrages til firti mænd fra hvert rige, hvilke for Norges vedkommende vare erkebiskopen, to bisper, drottseten og marsken, Mariakirkens provst, seks lagmænd, tolv riddere, fire raadmænd og tolv odelsbønder. Her trængte altsaa tanken paa en repræsentation efter stænder sig igjen frem, men uden at blive til virkelighed. I denne henseende delte den skjæbne med det hele udkast, der under de følgende uroligheder blev lagt aldeles til side.
I 1436 havde den i Sverige herskende gjæring forplantet sig til Norge, hvor de misfornøiede fandt en leder i Agmund Sigurdssøn Bolt. Til ham sluttede sig forskjellige personer af den lavere østlandske adel og almue i den største del af Oslo biskopsdømme.[2] Reisningen var væsentlig rettet mod kongen og de af ham indsatte fremmede fogder; men forsaavidt rigsraadets medlemmer som sysselmænd neppe heller havde holdt sig frie for misbrug af sin myndighed til fordel for sine egne interesser, gjaldt reisningen ogsaa dem. Derved kom rigsraadet til at staa afgjort paa den anden side, og om en almen national bevægelse blev der ikke tale. 23de Juni 1436 sluttedes paa Jarlsø en overenskomst mellem oprørerne og en del medlemmer af rigsraadet, hr. Eindride Erlendssøn, Olaf Haakonssøn, Sigurd Jonssøn, Erlend Eindridessøn, Mathias Jakobssøn og Simon Bjørnssøn, samt befalingsmanden paa Akershus, hr. Svarte Jens, der egentlig var medlem af det svenske raad, men nu optraadte som norsk rigsraad.[3] Efterat der om høsten atter var kommet nyt
