Hopp til innhold

Side:Det norske rigsraad.djvu/295

Fra Wikikilden
Denne siden er ikke korrekturlest
279

ter, hvorpaa dronningen især havde sin opmærksomhed henvendt. Hun synes at have ventet indsigelser fra raadets side, men vilde ikke lade dette have nogen indflydelse paa valget af en ny kansler. Hun havde da kastet sit blik paa en mand, som i hendes øine var fortrinlig skikket til at beklæde dette embede, og som ogsaa tidligere havde udført denne art forretninger.[1] Han var for øvrigt ikke engang geistlig, men foged eller lensherre, saaledes at hans udnævnelse vilde været aldeles stridende mod den ældre anordning. Maaske er denne plan ikke bleven udført; i ethvert fald er der ikke bevaret noget brev, der er beseglet af en saadan verdslig kansler, og der forekommer heller ikke nogen norsk kansler i den følgende tid, saalænge dronning Margrete var i live. Hvis imidlertid det norske rigssegl overhovedet har været betroet til nogen mand i Norge i denne tid, maa det rimeligvis nærmest have været biskop Jakob Knutssøn af Oslo, en danskfødt mand, der synes at have besiddet dronningens særdeles yndest og senere var kansler.[2] I hans hænder var seglet at betragte omtrent, som om det havde været hos dronningen selv. At hun lagde megen vægt paa at have en paalidelig seglbevarer, fremgaar bl. a. af hendes i instruktionen indeholdte forbud mod, at kong Erik, om han ogsaa blev opfordret dertil, ikke maatte indlade sig paa at udstede noget landsvist-brev under sit sekret, men skyde sig ind under det paaskud, at disse alene kunde besegles med thet jncigle, som ther i righet plæyer at wæræ.

Naar dronningen paa denne maade dels beholdt seglet i sit eget værge, dels alene vilde betro det til en mand, paa hvem hun troede at kunne stole fuldstændig, gjorde hun det umuligt at ordne en nogenlunde selvstændig styrelse af landet under hendes fravær, saaledes som man tidligere havde havt. For at sikre sine egne planer ofrede hun landets tarv, ialfald i de aar, som ligge, mellem 1398 og 1405. Idet man savnede en virksom centralstyrelse inden landet, og kongen og dronningen heller ikke synes at have taget sig med nogen omhu af regjeringens anliggender, maatte administrationen gaa i stykker, og

  1. Nye danske magasin, VI, s. 253 flg. Maaske var det den s. 257 omtalte Tideke, hvem dronningen agtede at give seglet i forvaring. Af de nu bevarede breve fra kong Erik lader der sig neppe for tiden tilveiebringe paalidelige oplysninger om, hvor seglet har været fra 1405–1412. De synes alle at være beseglede med sekretet.
  2. Om dronning Margretes sekret og sigillum ad causas se Nye danske magasin, VI, s. 257, note 2.