lemmer samlet; af de faa oplysninger, som haves fra den følgende tid, vides ialfald, at der maa have siddet endnu flere i raadet.[1] I den ovenfor omtalte instruktion nævnes ogsaa flere fornemme mænd, der tidligere forekomme som medlemmer af rigsraadet. Efter det særlige hensyn, som deri tages til hr. Eindride Erlendssøn, synes denne at have været den mest indflydelsesrige mand inden raadet. Foruden ham nævnes af ældre raadsherrer hr. Agmund Bolt, hr. Alf Haraldssøn, hr. Jon Darre, hr. Otte Rømer, hr. Jakob Fastulfssøn, hr. Gaute Erikssøn og rimeligvis ogsaa Herleik Aasulfssøn.
Men om der saaledes fremdeles har været et temmelig talrigt rigsraad, og om ogsaa dette jævnlig kan have havt sine sammenkomster, maatte dog dets virksomhed blive stærkt lammet ved det forhold, hvori dronning Margrete stillede sig selv og kong Erik til dets medlemmer. Under de tidligere regjeringer havde det været regel at give den indenlandske styrelse et fast midtpunkt i raadet, som i det øiemed i drottsetens eller kanslerens person erholdt en formand eller ialfald forretningsfører. Nogen norsk drottsete blev ikke nu udnævnt. Det synes endog, som om hr. Arne Sigurdssøn efter 1398 er traadt tilbage som kansler, idet han i de faa aar, hvori han endnu levede, kun omtales i sin egenskab af provst ved Mariakirken og med denne titel.[2] Han var død inden de første maaneder af 1405, og hans eftermand, »hæderlig mand og velbaaren herre, Jens Klemetssøn«, nævnes om høsten 1406.[3] Men heller ikke denne omtales nogensinde paa en saadan maade, at han kan have været kansler.
Dronningen havde i denne henseende sat sig udover alle hensyn. Da der ingen kansler var, synes hun at have taget det særlige norske rigssegl til sig og ladet det blive udenfor landet, uden at bekymre sig om de store ulemper, som en saadan fremgangsmaade maatte medføre, navnlig for retsvæsenet. Da kong Erik i 1405 kom til Norge, var dette et af de punk-
- ↑ Dipl. Norv., III, no. 550 opregner 6 mænd, hvoraf den første (hr. Gyrd Gyrdssøn) og den sidste (Simon Thorgeirssøn) maa ansees for sikre raadsherrer. Maaske kan det da ogsaa antages, at dette har været tilfældet med dem, der opregnes mellem disse, Otte Mikkelstorp, Jon Jonssøn, Einar Ormssøn og Nikolas Gudbraridssøn.
- ↑ Dipl. Norv., II, no. 570; IV, no. 724. Begge breve ere fra 1402. Han omtales i 1398 som kenczeler des riches czu Norweghin. Hanserecesse, IV, s. 453.
- ↑ Dipl. Norv., IV, no. 746, 754.
