dets indre styrke var gaaet tilbage i en overordentlig grad, medens dets ydre magt tilsyneladende var bleven jævnt udvidet. Uagtet grundene til dette forfald ligge langt tilbage, var det dog først med Kalmarunionen, det traadte rigtig tydelig frem. Forsaavidt indleder denne en ny periode i rigsraadets historie.
Allerede før 1397 havde dronning Margrete begyndt at afholde møder af alle tre rigers raad under et. Efter mødet i Kalmar afholdtes det første møde af denne art i Kjøbenhavn i August 1398. Der indfandt sig der sytten norske raadsherrer, eller, som de kaldes, »rigets raadgivere og mænd«, nemlig erkebiskop Vinalde, biskoperne Olaf af Stavanger og Eystein af Oslo, provsten ved Apostelkirken, hr. Arnbjørn Sunulfssøn, provsten ved Mariakirken, hr. Arne Sigurdssøn, ridderne hr. Gaute Erikssøn, hr. Alf Haraldssøn, hr. Agmund Bolt og hr. Eindride Erlendssøn, væbnerne Otte Rømer, Haakon Sigurdssøn, Halvard Alfssøn, Olaf Peterssøn, Gunnar Kane, Eiliv Torgautssøn, Sigurd Humlowe og Sigurd Unessøn.
Der kjendes to aktstykker, som ere udstedte paa dette raadsmøde, hvoraf det ene er en liden retterbod om arveforhold i Nordland,[1] udstedt i dronningens navn og uden nærmere omtale af rigsraadets medvirkning. Det andet aktstykke fra dette møde er en bekræftelse paa alle de friheder, som vare tilstaaede de tydske handelsstæder i Norge. Denne siges at være udstedt med dronning Margretes og kongens kjære, troe norske raadgiveres raad og er beseglet af kongen og de ovenfor nævnte sytten raadsherrer.[2] Bagefter er den ogsaa bleven bekræftet af dronningen under hendes segl i et særligt dokument.[3] Ved denne leilighed har altsaa det norske raad optraadt for sig selv. Paa samme maade gav ogsaa det svenske og det danske rigsraad særskilt sit samtykke til en bekræftelse af Hansestædernes privilegier i de to andre riger. Derimod optraadte de tre rigers raad som en enhed under de forhandlinger, der til samme tid førtes med den tydske høimester Konrad von Jungingen. Den med ham afsluttede overenskomst er beseglet af 46 raadsherrer, hvorimellem forekommer 6 norske: biskoperne Eystein af Oslo og Olaf af Stavanger, de to provster, samt hr. Eindride Erlendssøn og Sigurd Unessøn.[4] Hvorfor
