sjelden indtraf, at der samtidig var en indehaver af begge embeder. Det er fra 1319, man kan betragte drottsete og kansler som rigsembedsmænd. Først da greb drottseten ind i styrelsen, medens kansleren fik en mere uafhængig stilling. Dog vedblev denne altid at staa i et nærmere forhold til kongen.
For øvrigt er det ikke muligt at angive mere bestemte regler for raadets.sammensætning. Af de geistlige medlemmer vare erkebiskopen og samtlige under ham staaende biskoper i Norge og dets bilande til enhver tid selvskrevne. Dette maa ogsaa have gjældt kapelmagisteren, hvorimod det kan være tvivlsomt, om Mariakirkens provst havde en lignende ret, naar han ikke tillige var kansler. For de øvrige geistlige, som navnlig efter denne tid optoges i raadet, gaves ialfald ingen saadan. Af verdslige medlemmer træffes nu fehirder og hirdstyrere, altsaa de høieste embedsmænd; saaledes er det rimeligt, at man til disse stillinger kun har taget mænd, som allerede vare komne ind i raadet. Navnlig maa dette have gjældt en mand som hr. Jon Bjarnessøn, der i hertuginde Ingebjørgs tid som kongens fehirde i Norge« synes at have indtaget en overordnet stilling over de andre fehirder. At ogsaa sysselmænd kunde være raadsherrer, viser ikke, at hele denne klasse var berettiget til at træde ind i raadet; hvad lagmændene angaar, da kunde det neppe heller være regel, at disse skulde have sæde i raadet. At visse embedsmænd skulde være raadsherrer, stemmer vistnok mindre med de middelalderske forudsætninger, end at raadets medlemmer vare de nærmeste til at erholde saadanne embeder. Ved uddelingen af fordelagtige sysler til raadets medlemmer kunde disse opnaa gode indtægter og faa erstatning for de ofte betydelige udgifter, som raadsværdigheden medførte.[1] At mænd, som ikke tilhørte raadet, skulde have adgang til dets møder efter særlig tilkaldelse, lader sig ikke benegte. Men som regel maa man dog gaa ud fra, at der paa raadsmøderne kun indfandt sig saadanne mænd, som havde modtaget kongens udnævnelse og havde aflagt ham sin ed. Biskoperne havde som regel rang foran de øvrige; dog kunde det hænde, at drottseten gik foran selve erkebispen. De andre geistlige medlemmers rang var mere ubestemt. Forøvrigt stode ridderne over væbnerne. Oftest var inden disse klasser ancienneteten afgjørende, skjønt ikke altid. Med det svenske og norske raads sammenblanding fulgte en
- ↑ Fra 1453 haves et exempel paa, at en rigsraad opgav alle sysler, men dog blev staaende i raadet. Dipl. Norv., VI, no. 545.
