færd med at arbeide sig frem; men det formaaede ikke at komme rigtig til gjennembrud, og uagtet det ikke manglede paa tilløb, fik Norge aldrig en fast, mere fyldig repræsentation for en enkelt stand eller for det hele standsvis organiserede samfund. Gjennem hele den tid, der var hengaaet fra Haakon V.s død og til Kalmarunionens afslutning, havde de ydre forhold ogsaa i denne henseende stillet sig saa gunstig, som det vel var muligt, og naar aristokratiet ikke kunde benytte dette anderledes, end det gjorde, naar dets tilbagegang i antal af medlemmer og indre styrke alligevel fortsattes, da viser dette, at der maa have været afgjørende hindringer, som stillede sig i veien for en saadan udvikling. I 1319 var monarkiet veget tilbage for aristokratiet. Efter 1332 havde det gjenoptaget kampen; men dets egen svaghed forhindrede det fra at føre denne til seier og stille kongedømmet i den stilling, hvori det skulde staa efter Haakon V.s system. Efter 1355 havde forholdene fremdeles været mindre gode for kongedømmet. Dertil kom ogsaa den omstændighed, at dette i Haakon VI synes at have havt en repræsentant, der viste sig personlig imødekommende mod raadet og af egen fri vilje indrømmede dette en betydelig indflydelse, der ogsaa strakte sig til rigets daglige administration. Saa havde man Olafs og Margretes regjering, hvorunder det ogsaa var nødvendigt at overlade raadet den egentlige landsstyrelse.
Denne anvendelse af rigsraadets medlemmer i i den daglige administration, som i den anden halvdel af det 14de aarhundrede blev stedse mere almindelig, maa efter al sandsynlighed have medført udviklingen af en forskjel inden raadet, mellem dem, som deri toge del, og dem, som ikke bleve benyttede paa denne maade. Medens nogle medlemmer af rigsraadet saaledes hyppig deltoge i dets forhandlinger og saavel mødte i de regelmæssige raads-sammenkomster, som udenfor disse bistode kongen med administrationen, kunde andre maaske blot i sjeldne tilfælde have anseet det nødvendigt at være tilstede. Man kan saaledes ogsaa nu tale om et større og et mindre raad, skjønt i en ganske anden betydning end før 1308. Dette begrundede heller ingen ydre forskjel i raadsherrernes stilling. Begge modtoge kongens udnævnelse og aflagde rimeligvis sin ed til ham. Hvis de ikke lige hyppig anvendtes, da kom det af tilfældige grunde. Der udviklede sig ikke af de mest benyttede raadsherrer et forøget antal af rigsembedsmænd. Af disse nøiedes man med to, en drottsete og en kansler, dog saaledes at det kun
