Agmund Bolt, Finn Gyrdssøn, Alf Haraldssøn, Otte Rømer, Svale Rømer, Gudbrand Erlingssøn, Haakon Topp, Benedikt Nikolassøn og Herleik Svarte (rimeligvis den samme, som Herleik Aasulfssøn).[1]
Derefter træffes der atter i 1397 repræsentanter for det norske rigsraad paa det berømte møde i Kalmar, hvor foreningen mellem alle tre riger endelig afsluttedes. Her mødte kansleren, hr. Arne Sigurdssøn, Agmund Bolt, Gaute Erikssøn, Jon Marteinssøn, Jon Darre, Alf Haraldssøn, Eindride Erlendssøn, Gudbrand Erlingssøn, Haakon Topp, Gyrd Gyrdssøn, Sigurd Thoraldessøn, Thoralde Sigurdssøn, Jon Haraldssøn, Jon Henrikssøn, hvilke nu alle bleve riddere, og væbneren Aslak Bjørnssøn – samt desuden biskop Jon af Orknøerne, søm dog ikke var norsk af fødsel.[2] Ved alle de her omtalte leiligheder optraadte medlemmerne af de tre rigers raad som en enhed, og uagtet der fremdeles i formen altid gjøres forskjel mellem de tre riger, kunde det ikke forhindre, at der lige fra unionens begyndelse, endnu forinden denne var endelig fastslaaet, arbeidedes paa at sammensmelte de tre rigsraad. Det udkast til en unionsakt, som blev udarbeidet med samtykke af de i Kalmar forsamlede medlemmer af de forskjellige rigers raad, synes ligefrem at forudsætte, at der altid skulde være nogle raadsherrer fra hvert rige hos kongen, med hvilke han kunde afgjøre de sager, som vedkom forholdet til udenlandske magter. Hvis dette var bleven overholdt, vilde man altsaa straks have faaet en permanent, unionel raadskommission. En saadan kom dog hverken nu eller senere istand. For øvrigt omhandler dette udkast ikke rigsraadets forhold til kongen. Den deri forudsatte bekræftelse af unionen under hvert af de tre rigers raads, »rigsens mænds« og kjøbstæders segl er aldrig bleven given. Det maatte nærmest være skeet paa almindelige, standsvis indkaldte rigsmøder i hvert af de tre riger.
