have været medlemmer af rigsraadet, siges dog ikke udtrykkelig i valgakten. De omtale sig deri selv som »erkebiskop, biskoper, provst, riddere og svende« og optræde paa sine egne og »ganske rigsens vegne i Norge«. Imidlertid er det rimeligt, at de samtlige have været raadsherrer. I et brev, der er udstedt senere under det samme møde,[1] optræde otte af disse (nemlig erkebiskopen, biskoperne af Stavanger og Hamar, Gaute Erikssøn, Benedikt Nikolassøn, Haakon Stumpe, Jon Darre og Finn Gyrdssøn) og en niende, som ikke tidligere er nævnt (Simon Thorgeirssøn), som conmsiliarii regni Norvegiæ og omtale udtrykkelig, at der ogsaa ved samme leilighed var andre saadanne tilstede; naar dertil lægges de to biskoper af Oslo og Grønland og kansleren, bliver der seksten tilbage, mellem hvilke man maa søge de i det. sidstomtalte brev forekommende alii regni Norvegiæ consiliarii. Af disse seksten vides det med vished, at Haakon Jonssøn, Ulf Holmgeirssøn, Ulf Jonssøn, Jon Marteinssøn, Alf Haraldssøn og Agmund Bolt tidligere have været rigsraader, og da Finn Gyrdssøn nævnes som rigsraad, er det allerede af denne grund rimeligt, at ogsaa de, som i det først omtalte brev opregnes foran ham, have været raadsherrer og endog med ældre udnævnelse end han. De nævnes ogsaa alle til og med ham – tillige med Henrik Mikkelstorp og den færøiske biskop Halgeir – i et andet i samme maaned udstedt brev[2] som »rigsens raadgivere i Norge«. Saaledes bliver der kun for de syv sidstnævnte personers vedkommende vægtige tvivl om, hvorvidt de have været medlemmer af rigsraadet eller kun særlig tilkaldte for den vigtige anledning, som nu havde foraarsaget denne talrige forsamlings indkaldelse. Men ogsaa for disse maa tvivlene ialfald rokkes betydelig, naar det sees, at Svale Rømer, den sidste af dem, der nævnes i 1388, i det følgende aar forekommer som rigsraad.[3] Saaledes maa det antages som rimeligt, at der i Oslo har været tilstede ni og tyve medlemmer af rigsraadet. Med biskopen af Bergen og kapelmagisteren, som ikke ved denne leilighed vare tilstede, bliver raadsherrernes tal en og treti. Af de andre rigsraader, som ellers kjendes, var der ogsaa flere, som ikke nu vare tilstede. Drottseten – som rimeligvis allerede laa paa sit sidste sygeleie –, Erlend Philippussøn og de to Haf-
