ordne sig med formynder-styrelsen og med hensyn til den forening, hvori Norge nu indtraadte med Danmark. Nogen formelig statsakt, som er bleven afsluttet herom, kjendes ikke og har overhovedet ikke været kjendt i flere aarhundreder. Er der imidlertid bleven istandbragt noget dokument, som senere er gaaet tabt, om formynder-styrelsens ordning og om, hvad dermed stod i forbindelse, er det maaske nærmest at antage, at dette allerede er skeet inden den unge konges hylding paa Ørething.
Til Haakon V.s bestemmelser om formynder-styrelsen synes der ved denne leilighed ikke at være taget noget hensyn. Da dronning Margrete allerede fra de første dage af 1381 optræder som den styrende og den, der har raadet ved sin side, er der neppe fra dettes side gjort noget forsøg paa at fremtvinge en saadan ordning, som den af 1302. Man foretrak at se en enkelt person beklædt med den høieste værdighed, – saa meget mere, som denne var medlem af den kongelige slægt, den afdøde konges enke, den unge konges moder og tillige den, som allerede i virkeligheden ledede styrelsen af Danmark i sin søns navn. Her kunde der lige overfor alle disse hensyn ikke vel tænkes nogen anden udvei end ogsaa at lægge formynder-styrelsen for Norges vedkommende i hendes hænder. Heller ikke var dronning Margrete en personlighed, som kunde være meget villig til at indtage den beskedne plads, som Haakon V havde anvist enkedronningen under en konges umyndige aar, og i overensstemmelse dermed at fylgja rikisins ráði.
Dronningens stilling som den, der førte styrelsen i to riger, gjorde det imidlertid ogsaa nødvendigt at træffe særegne foranstaltninger for regjeringen under hendes fravær fra landet. Saaledes ser man nu igjen, at rigsraadet lige fra kong Olafs hylding paa Ørething optræder med en formand, der fører titel af »kongens og rigets drottsete«.[1] Ved hans side staar der atter en kansler, og disse varetage, dels i forening, dels hver for sig, regjerings-forretningerne i kongens navn, under hans og dronningens fravær. Drottseten var hr. Agmund Finnssøn, der allerede tidligere havde beklædt en lignende stilling. Kansleren var provsten ved Mariakirken, hr. Henrik Henrikssøn, som ogsaa i nogen tid forud havde opbevaret kongens segl, men nu først fik titelen.[2] Siden hr. Paal Baardssøn gik af som kansler,
